Nødvendige afgrundsdigte falder igennem.

Bogen kommer med bud i en stor brun papkuvert. Til min overraskelse er det en hardback – altså en rigtig bog. En digtsamling i hardcover. Det ser man ikke hver dag. Formatet er imposant. Forsiden rigtig flot. Forfatteren har selv lavet den, kan jeg se i kolofonen. Papiret er tykt. 150 gram Munken. Bogen er delt i tre afsnit. Digtene er sat med store typer. Jeg har læst bogen på lidt under ti minutter. Første gang.

På bagsiden står der at digtsamlingen handler om teknologifrygt og ensomhed. Foruden kærlighed naturligvis. Der står også at den debuterende forfatter er musiker, fotograf og spoken word artist. What’s not to like? Det er svært at sige. Det hele virker lidt letkøbt og overfladisk, som om desperationen omkring verdens, menneskets og systemernes tilstand bevæger sig over i sproget og danner en glat hinde som ordenes glasur glider af digtenes kage på. Jeg læser bogen igen og kan se med et halvt øje at mange af teksterne potentielt kunne fungere glimrende på scenen. Potentielt. Der er gentagelse, rytme, narrativ – der er afkodelige forløb. Der er civilisations- og teknologikritik.

Men hvorfor er jeg så allerede færdig med første læsning af digtsamlingen efter ti minutter? Og hvorfor kan den heller ikke fastholde mig anden gang? Fordi det hele perler smukt på den der overflade uden at trænge ret meget igennem – desværre. Og jeg mener virkelig desværre, for verden har brug for tusind Jeffrey McCammon Solstorm digtere, én på hvert gadehjørne, med en soundboks og en mike. Men som bog bliver samlingen til en underlige hverken-ellersk hybrid.

Digtet ’Paralleluniverser’ illustrerer udfordringen. Anslaget er fuldkommen fantastisk og en af de bedste one-liners jeg har læst længe:

’Der findes paralleluniverser hvor det aldrig blev os’. Bang. Sådan. Nu er læseren vågen. Derefter går det desværre ned ad bakke og digtets fantastiske anslag drukner i et frit flow af tidens hotteste klichéer. Tag bare første strofes sproglige selvmord efter den fine start: hvor solen ikke blev træt af at skinne/hvor tale ikke blev besk/og bittersød/som klumpet kærnemælk. Helt ærligt. Hvad fuck sker der? Det er desværre bare dårligt.

Det gør faktisk ondt at skrive, for bogen er både flot og en af meget få scenekunstlitterære værker i bogform. Der er også brug for den litterære aktivisme i bogen, selvom den ikke rigtig udfolder sig og viser andet end overfladeklichéer – så dyk dog ned under overfladen og udforsk transhumanismens og singularitetens anatomi, kunne man fristes til at opfordre debutanten. Det sker bare ikke rigtig, og erstattes mange steder af abrupte afslutninger med underlig tøhø-humor, som måske dækker over at forfatteren tabte tråden eller mistede fokus og ikke kunne komme tilbage i digtets autopoiese.

Måske en tydeligere varedeklarering kunne have afhjulpet – var bogen solgt som spoken word digte, havde jeg også læst den anderledes. Men det er den ikke, og balancen mellem scene og side er hverken taknemmelig eller nem, særligt ikke i dansk kontekst, hvor der længe har været vandtætte skotter mellem mundlig og skriftlig båret litteratur (til stor og pinlig skam for feltet). Hvis bogværket skulle ses som symbol på streamingkulturens glitrende indpakning af hurtigt glemte truismer, kunne det endda være en sjov gimmick. Men sådan er bogen næppe tænkt.

At jeg grundlæggende ikke synes bogens grundantagelse: at klodens kollektive ’vi’ er fuldt bevidste om undergangskursen, hænger sammen med det som kaldes ’teknologifrygten’, bidrager til min undren. At Muusmann Forlag har fundet så stor litterær og salgbar kvalitet i disse digte, at de skulle ud som en superflot indbundet bog. For flot er J.M. Solstorms debut. God er den desværre ikke.

Alligevel indeholder den kim til et civilisationskritisk forfatterskab, som jeg håber at se udfolde sig i de kommende år.

Om forfatteren

Jeffrey McCammon Solstorm er født i 1986 og er opvokset i Herlev. Han har leget med ord, siden Halfdan Rasmussens ABC blev læst som godnathistorier i børneværelset, senere som sangskriver og nu som digter.
Det lå ikke nødvendigvis i kortene, at Jeffrey skulle udgive poesi, da han i 9. klasse droppede ud af folkeskolen for at blive musiker. For den, dengang, 15-årige dreng, var poesien noget esoterisk, der blev brugt til analyse i skolen, hvilket gav ham stor antipati for klassisk digtning. Derfor har han i dag et udtalt ønske om at præsentere en poesi, der er tilgængelig og anti-elitær.

Om anmelderen

Claus Ankersen skriver digte, prosa og non-fiktion, oversætter og arbejder med litterær aktivisme og hybridkunst. Han debuterede i 2003 og har siden har skrevet 17 bøger og optrådt med sin litteratur verden over. I 2021 var Claus aktuel med to digtsamlinger, Dansen om pigkuglen og YOGA ABC.
Siden 2016 har Claus skrevet fast for netmediet POV.International, hvor han også er redaktør. Han er dansk og europæisk koordinator for World Poetry Movement, sidder i bestyrelsen for Danske skønlitterære Forfattere og laver litterært crossover i Luk Op For Poesien.
www.clausankersen.dk

Bogmarkedets debutantanmelderkorps er støttet af Statens Kunstfond