Sandra Møller Henriksen svinger med store armbevægelser og aktuelle temaer, men formår kun tilnærmelsesvist samle trådende i debutromanen Under atoller findes Alexander.

Allerede fra romanens første kapitel bliver bogens temaer slået an; køn, seksualitet, venskaber, kærester og grænserne herimellem er romanens bærende elementer.

I romanens begyndelse understøttes det særligt af Maries korthåret frisure, der får lov at fylde overraskende meget.

”Hun har selv valgt at se sådan ud, håret, tøjet og alt det, hun har valgt fra: at plukke øjenbryn, gå i høje hæle, lægge ansigtsmasker, neglelak, øjenskygge, bruge læbestift, eyeliner, hele makeuppens sprog er fremmede for hende.”

Alt er, som vi kender det; Maries far bryder sig ikke om de korte lokker. Maries mor forsøger at banalisere det, og hendes tætte ven, Alexander, som selv gror de lange lokker ud, hopper med på vognen. Det er woke og stærkt at klippe sit hår kort.

Jo, det hele starter egentlig meget godt, og vi bliver interesseret i, hvordan Sandra Møller Henriksen vil folde de anslået temaer ud, som i øvrigt rammer direkte ned i samtiden; Hvordan lever vi sammen som par? Bør vi leve som polyamorøse? Er det monogame forhold outdated? Bør vi se ud på en bestemt måde? Hvordan identificerer vi os selv?

Hottere kunne det næsten ikke være, og det er godt set af forlaget. Men gennem den videre læsning af Under atoller findes Alexander afsløres desværre en del flere løse ender end ventet.

Langt hen ad vejen føles det som en YA-roman, der forsøger at udforske Marie og Alexander, deres forhold til sig selv og hinanden, alt imens der bliver drukket store mængder alkohol og ligegyldige skænderier står i skyggen af romanens egentlige omdrejningspunkt; venneparrets nære relation.

Til trods udvikles deres forhold, og de slutter sig mere og mere om hinanden. Marie længes efter Alexander, og finder på undskyldninger for at tilbringe tid sammen med ham. Alt tyder i retning af en opblomstrende forelskelse.

”Når hun kan, tager hun fri fra arbejde og pakker sine tasker med tøj og bøger. Bruger så mange dage hos ham som muligt. Og hver gang hun tager afsted igen, efterlader hun lidt mere, en deodorant, sin regnjakke.”

Men sådan bliver ikke. Faktisk aldrig. Marie er nemlig hverken forelsket i Alexander eller i nogen anden, og det skaber rører i valsen – ikke overfor Alexander, der mest af alt virker ligeglad, men overfor deres omgangskreds.

Maries veninder, Olga og Olina, der gennem hele romanen virker mere sidestillet end en egentlig del af fortælling, forsøger gentagende og uden hæld at få kontakt til Marie. I stedet overtager Alexanders roomie, Kevin, rollen som forsonende agent. Men heller ikke det synes at være en succes, da han mest af alt virker mere interesseret i sig selv og sit liv udenfor lejlighedens matrikel.

Blækspruttemani

Pludselig sker en forandring til fordel for fortællingen – knap så meget for sammenhængen. Alexander forvandles gradvist til en blæksprutte.

Først køber han et akvarium til sit værelse, sidenhen maler han værelset havblåt og endelig forvandles hans menneskearme til lange fangarme med sugekopper.

”Blæksprutter kan ligne søstjerner og østers og vandmænd og sten og giraffer og snegle og rumvæsner og alger og konkylier og budding. […] De kan ligne Alexander.”

Det er ikke første gang, jeg støder på blæksprutter i litteraturen. Gennem de seneste par år er der nærmest opstået en blækspruttemani blandt danske forfattere, som på denne ene eller anden måde inddrager blæksprutter i deres fortællinger.

I et pressemateriale til romanen siger Sandra Møller Henriksen selv om sit blik på blæksprutten: ”For mig er den noget mere ubestemmeligt. Der er noget flydende og grænseoverskridende – måske ligefrem grænseløst over den.”

Set i det lys overskrider Alexander og Marie, ligesom blæksprutten, nogle grænser, eller i hvert fald samfundsmæssige forventninger. Men at Alexander ligefrem skal forvandles til en blæksprutte, opfatter jeg som mere tænkt end som egentlig gennemtænkt.

Alligevel må det siges, at det fantastiske element tilbyder et friskt pust til fortællingen. Men hensigten fremstår desværre uafklaret.

Om forfatteren:
Sandra Møller Henriksen er født i 1994 på Sydfyn og bor i København. Hun har læst litteraturvidenskab, og Under atoller findes Alexander er hendes debutroman.

Om anmelderen:
Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen har en baggrund i Dansk fra Københavns Universitet. Arbejder til daglig som content assistent hos Gyldendal, hvor hun også faciliterer læsekredse. Desuden driver hun Instagramprofilen ‘Litteratouren’, hvor hun anmelder alt fra smal til bred litteratur.