Når en bogs bagside giver læseren et løfte, og dette så ikke indfries, er man i sin gode ret til at blive sur. I tilfældet Jeg Giver Alt Væk, der averteres som en ”spøgelseshistorie”, uden at skyggen af et overnaturligt fantom viser sig i løbet af handlingen, er der dog hjerterum til at tilgive den falske varebetegnelse. For Emma Rosenzweigs debut har lært mig, at en spøgelseshistorie slet ikke behøver at være overnaturlig for at fungere.

I Jeg Giver Alt Væk følger man en ung kvinde, der er så selvudslettende, at hun nægter at fortælle os sit navn, selvom det er hende der fortæller historien. Hun bliver, som romanen skrider frem mod afgrunden, derimod mere og mere fokuseret på en anden kvinde – en kvinde hun aldrig har mødt, men hvis liv hun har påvirket til det ekstreme; sin kærestes ekskone, Maria.

Jeg-fortælleren beskriver lystigt sig selv som en kliché, og hendes utåleligt selvhøjtidelige bedste venner giver hende ret. Hun er en vaskeægte ”homewrecker”, hun er den yngre model som en langt mere moden mand har skiftet sin trofaste, men håbløst jævnaldrende hustru ud med. Det er en litterær skikkelse, så udbredt at jeg har læst tre andre bøger, hvor hun optræder, alene i år. Men Rosenzweig vender fortællingen på hovedet, og giver ”den yngre kvinde” retten til at fortælle, til at udfolde sine følelser og tanker, i stedet for at lade hende agere som en birolle, der oftest reduceres til en ren narrativ funktion.

Fokus indad

Og jeg skal love for at der bliver udfoldet følelser og tanker! Fra vores unge kvinde træder ind i den tomme skal af ”Manden” (der ligeledes forbliver navnløs) og Marias pragtvilla, som hun nu skal fremføre rollen som Husets Frue i, til de sidste siders hvidglødende monomaniske besættelse (og patologiske betagelse) af sin forgænger, er fortælleren udelukkende fokuseret indefter.

Rosenzweig har begået et portræt af en psykisk syg kvinde, hvis traumer fra en splittet og ustabil opvækst har ført hende ind i et spirende voksenliv som en selvmedicinerende, emotionelt udhungret, deprimeret og utiltalende (men alt taget i betragtning forståeligt) selvoptaget snylter. Alt dette er hun sig pinefuldt bevidst, hvilket naturligvis ikke bidrager med noget positivt til hendes sindstilstand, der bevæger sig i en nedadgående spiral. Hun beskriver hele turen i detaljer, men kun når den ydre verden direkte påvirker hendes liv, er den værd at beskæftige sig med. Hun er, ligesom huset, som Maria har indrettet og derefter tømt for møbler og liv, en udhulet kasse, og intet mål af monologisk navlebeskuelse kan fylde tomrummet ud.

Men det kan Maria. Ikke den virkelige Maria af kød og blod, men den Maria som den unge kvinde fabulerer sig frem til i sit eget sind. Furien Maria, Hævnersken Maria, der med tiden bliver til Fortrolighedsveninden Maria, Skytshelgeninden Maria og i sidste instans Modergudinden Maria. Maria kommenterer og kritiserer, revser og trøster, og alt hvad hun har efterladt i kæmpevillaens krinkelkroge betragtes som en slags magiske relikvier, fulde af uudgrundelige svar på universets (den unge kvinders indre univers’) gåder.

Levende ånder

Hvis det ikke var så velskrevet, ville det næsten være uudholdeligt at læse noget, der så perfidt sadistisk ydmyger sin jeg-fortæller. Jeg har faktisk sjældent læst noget lignende. Den ensrettede selvbesættelse bliver pletvist for meget, for udpenslet, for iterativt, men Rosenzweigs kirurgiske kontrol over sætningsstrukturer, tone og tempo kompenserer langt hen ad vejen for hovedpersonens narcissistiske vidtløftighed. Sprogets styrke afstiver fortællingen og krydrer det salvelsesfulde ubehag der, for den mentalt masochistiske læser, er forbundet med at læse den.

Spøgelseshistorier kræver øjensynligt ikke en åndelig tilstedeværelse. Ingen behøver at dø, for at vi ser gengangere eller fylder vores verdslige hverdagsliv med skumle fantasterier. Maria går igen i den unge kvindes nedbrudte sind, mere nådesløst effektivt end noget diffust gespenst kunne gøre det. Den unge kvinde selv vandrer hvileløst, utilfredsstillet rundt og hjemsøger Marias hus. Hendes få venner dukker op som bankeånder og rasler med minder fra en anden, men lige så problematisk tid. Den modne mand gemmer sig i annekset, som om han har bortmanet sig selv. Disse kødelige, lyslevende dødninge er mindst lige så uhyggelige, som de fantastiske elementer i en god horror-historie.

Om forfatteren:
Emma Rosenzweig, f. 1990, er uddannet fra kunstakademiet Städelschule i Frankfurt. I august 2024 debuterer hun som forfatter med romanen Jeg giver alt væk, der er en spøgelseshistorie om besættelse, mødre og døtre og de porøse grænser mellem had og kærlighed, begær og vanvid.

Om anmelderen:
Martin Schjönning er forfatter og har en baggrund indenfor litteraturvidenskab. Efter en årrække som forlagsredaktør, PR-person, blogger, anmelder og kulturjournalist har han uddannet sig som boghandler, og varetager dette hverv til daglig.