Den 82-årige franske forfatter Annie Ernaux er dette års vinder af verdens mest kendte litteraturpris

Nobelprisen i litteratur 2022 går i år til Annie Ernaux, der i en årrække har været en af Frankrigs store forfatterstemmer.

Annie Ernaux får prisen for det mod og den kliniske skarphed, hvormed hun afdækker den personlige hukommelses rødder, fremmedgørelser og kollektive begrænsninger.

Forfatteren debuterede tilbage i 1974 med Les Armoires og siden har hendes karriere i særdeleshed kredset om forskellen mellem mennesker i forhold til køn, sprog og klasse.

I de sidste år er flere af forfatterens store titler udkommet på dansk med stor succes. Det drejer sig om titlerne Simpel lidenskab, Hændelsen og Årene, hvor sidstnævnte er at regne som hendes absolutte hovedværk.

D. 7. oktober udkommer Ernauxs Skammen på Gads Forlag, hvor flere af hendes titler er udkommet.

Foto: Catherine Hélie