Anstalten

På et tidspunkt så jeg en begejstret anmeldelse af Stephen Kings “Anstalten”. Jeg havde ikke tidligere hørt om bogen, men da jeg godt kan lide […]

På et tidspunkt så jeg en begejstret anmeldelse af Stephen Kings “Anstalten”. Jeg havde ikke tidligere hørt om bogen, men da jeg godt kan lide forfatteren – og hans skæve hjerne – måtte jeg jo hellere læse den.

Jeg har langt fra læst alt af King, men i min optik har han endnu ikke skrevet noget der overgår hans “Slutspil”/”Opgøret” fra 1989. Uanset hvor fremragende “Anstalten” er, og den er fremragende, gælder det også den.

En nat bliver Lukes forældre slået ihjel, og han vågner selv op på Anstalten. Her bliver andre børn som Luke holdt fanget, og de har alle sammen overnaturlige evner relateret til telekinese og telepati. Luke befinder sig i Forhuset, men han er bange for at ende i Baghuset. Der er nemlig ingen børn, der vender tilbage derfra.

Også denne gang formår King at blande det overnaturlige ind i sin historie, så det virker helt naturligt. Jeg er ellers ikke så meget til det der overnaturlige og paranormale, men når det er King der sidder ved tasterne, er jeg helt tryg. Det bliver aldrig for vildt, aldrig for mærkeligt eller overdrevet (måske med en enkelt scene som den undtagelse der bekræfter reglen). King gør det utrolige troværdigt.

At King er en fremragende fortæller, behøver jeg ikke vade rundt i. Det er han bare. Han tager sig virkelig god tid til at bygge sin historie og sine karakterer op, og uanset hvor mærkelige nogle af dem er, er de troværdige. Når jeg tror på personerne i historiens univers, tror jeg også på historien. Altså, ikke den historie hvor børn alene ved tankens kraft kan tale sammen og flytte rundt på ting, men jeg tror på den underliggende historie: Hvor langt er vi villige til at gå, hvor mange ofre vil vi tillade for flertallets bedste? Når det spørgsmål stilles af en forfatter der er statsborger i et land hvor mennesker bliver fængslet uden rettergang, hvor tortur og dødsstraf ikke er unormalt, ja, så har det spørgsmål bare mere vægt. For, er det mere end et spørgsmål? Er det også en slet skjult politisk og samfundskritisk øretæve til forfatterens eget land? Der er i hvert fald ingen tvivl om at King ikke har høje tanker om landets præsident (Trump).

“Anstalten” har adskillige lag. Historien i sig selv, er voldsomt spændende, men de tanker den sætter i gang er endnu mere interessante. Det er altid godt at blive rusket lidt i sine fasttømrede holdninger – også når denne rusken forårsages af børn med telekinetiske evner.