Ærø

Undertitel: Søfolk, frihed og velsmag
Forfatter: Kristine Skytte Glue & Bjørg Dalheim
Omslag: Hardback
Forlag: Muusmann Forlag

Hvad får Janni til at dyrke cigarplanter på en ø? Hvorfor flytter en italiensk storfamilie til en dansk sydhavsø? Hvordan overlever et bryggeri, når øllene skal transporteres med færge? Og hvad får en mand til at lave lakridskonfekt, når han i forvejen har en succesrig restaurant og organiserer et gokartløb? Kristine og Bjørg er begge tilflyttere på Ærø og er gået på jagt efter den helt særlige Ærø-ånd. Undervejs møder de gamle Ærø-slægter såvel som tilflyttere, alt imens de forsøger at finde ind til kernen i ø-livet.

Ærø er en søfarts-ø, der bærer præg af, at mennesker gennem tiderne er rejst ud i verden og er vendt tilbage med nye traditioner og skikke. I dag er det både danske tilflyttere og mennesker fra hele verden, der finder Ærø og slår sig ned her. Folk kommer for stilheden og for naturen. Her kan drømmen udleves, og man kan være sig selv. Her er plads til balance i livet. Til nuancerne. Til bæredygtighed, både personligt og klimamæssigt.

Industrien på øen er præget af værfterne. Et værft har succes og vokser. Et andet er blevet butik og oplevelsescenter. En nedlagt motorfabrik bliver bygget om til kulturhus. Ud over skibe produceres der på Ærø bl.a. whisky, lakridskonfekt, øl og kiwier – imens der tænkes store tan- ker, som vi deler med hinanden. Her er iværksættere, filosoffer, behandlere, kunstnere, små og større specialproducenter og en enkelt gourmetrestaurant. Her er specialister i skønhed, i ro og i samværets glæde. Man mødes omkring øens traditioner, i byer og landsbyer, på stranden og på vandet. Fx når de voksne til fastelavn klæder sig til ukendelighed og går rundt i byerne med masker og opdigtede historier. Eller når alle går til stranden til påske med trillebøre fyldt med brænde, øl – og æg, som koges i havvand.

I denne bog kan du læse om nogle af alle de spændende mennesker på Ærø. De deler ud af de- res opskrifter, både på mad og på det gode liv. Du får et indblik i livet på øen – og føler dig forhåbentlig efter endt læsning næsten som øbo selv.

Om forfatteren
Kristine Skytte Glue er født i 1979 i Odense og flyttede til Ærø i 2014. Hun er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling, har boet i Frankrig og i Syrien og har i mange år arbejdet med flygtninge og integration og desuden med demokratiudvikling i Jordan og Tunesien. Kristine driver en yoga-virksomhed, Ø-yoga, på Ærø og en blog, hvor hun fortæller om livets gang på øen. 

Fakta om bogen
Titel: Ærø
Undertitel: Søfolk, frihed og velsmag
Forfatter: Kristine Skytte Glue & Bjørg Dalheim
Omslag: Hardback
Forlag: Muusmann Forlag


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere