Økologisk genbrug (N. Werdelin)

I den samlede Homo Metropolis har man mulighed for at se det fletværk af forskellige lag, der driver historienAf Jannik LunnNikoline Werdelins elskede tegneserie Homo Metropolis, der sammen med At Tænke Sig givetvis er med til at fastholde nogle tusinde Politiken-læsere som abonnenter, er efter en pause vendt tilbage til Politikens bagside. Og lige inden jul...

I den samlede Homo Metropolis har man mulighed for at se det fletværk af forskellige lag, der driver historien

Af Jannik Lunn

Nikoline Werdelins elskede tegneserie Homo Metropolis, der sammen med At Tænke Sig givetvis er med til at fastholde nogle tusinde Politiken-læsere som abonnenter, er efter en pause vendt tilbage til Politikens bagside. Og lige inden jul udkom så det store ultimative tegneseriealbum I Storbyens Favn 1995-99 med alle de forskellige historier om det efterhånden meget vidtfavnende persongalleri. Det viste sig, at læsernes abstinenser var så store, at albummet desværre i løbet af ganske få dage blev udsolgt – og derfor ikke var tilgængeligt i julehandlens slutfase. Det var synd, men nu er der kommet et nyt oplag.
I den anledning har Bogmarkedet besøgt Nikoline Werdelin på Husets Teater i København, hvor hun er i gang med prøverne på sit nye stykke Mine to søstre, der har urpremiere den 3. marts.

Homo Metropolis
Du har efterhånden skabt et større univers af personer, der optræder i Homo Metropolis. Bliver der ved med at komme flere til?
“Ja, samtidig med at der er nogle, der dør eller på anden måde forlader serien, så er der også dem, der vender tilbage. Fx ved jeg, at Fiona har fået et barn med sin greve, det kan jeg mærke, og en dag vil hun gerne frem og fortælle den historie, men der vil også dukke nye personer op. Jeg har også stor lyst til at fortælle om en voksen pige, der stadig bor hjemme hos sine forældre, selvom hun er over de fyrre.”
I modsætning til det univers, man skabte i forbindelse med tv-serien Matador, krydser de mange personers veje sjældent hinanden. Er det helt bevidst eller bare en tilfældighed?
“Det er nu sket, men det er mit håb, at det vil ske oftere. Det er dog ikke altid, en historie kalder på en gæst fra en af de andre, men den mand, der blev tilbage, da hans ven døde, ham kunne jeg godt tænke mig at skrive om igen, for det bedste, jeg ved, er, når nogen fortæller, at ovre i Århus, der bor Georg, eller at de kender et herrepar fuldstændig som det i serien. Så føler jeg, at man har skabt noget i fantasien, og så går de lyslevende rundt et eller andet sted.”
Kræver det meget research at finde frem til historierne?
“Ja, den fase elsker jeg. Det at snakke med nogen, der ved noget. Hele den modelverden, hvor pigerne konstant lider af spiseforstyrrelser, kan fx komme ind i serien via Lærke, som nu må være blevet 16-17 år.”
Hvordan laver du din reserarch, for de forskellige typer findes næppe alle i din bekendtskabskreds?
“En del research laver man jo uden at vide det – bare ved at leve og lytte, og så er der den helt målrettede research, hvor man skal ud i et univers, man ikke kender så godt. Jeg starter med at tegne figurerne for ligesom at lære dem at kende.”
Man kan vel ikke bruge venner og bekendte som modeller?
“Nej, det har jeg aldrig gjort. De skal jo ikke frygte, at de pludselig dukker op i en stribe, men der kan være episoder, hvor inspirationen måske kan genkendes. Friheden til at lave historierne er større, når man laver figurerne af alle mulige indtryk, man har, frem for hvis det var portrætter.”

Lærke bliver voksen
Kræver researchen meget avis- og ugebladslæsning, eller er det noget man lytter sig til på cafeer og lignende?
“Nu får jeg Alt for Damerne hver uge, fordi jeg har haft en tegneserie i bladet i snart 16 år (tidl. Laura og Nugga nu 2900 Hellerup, red.), så her er selvfølgelig lidt inspiration at hente, men jeg læser ikke meget aviser i øjeblikket. Det tager den samme tid som at læse en god bog, og det vil jeg hellere. Bøgerne er som regel bedre skrevet, men jeg følger da med i nyhederne.”
Har du nogen sparringspartnere, der er med til at fostre ideerne?
“Nej, jeg arbejder alene, men i øjeblikket hvor jeg har den polske barnepige med i historien, der bruger jeg min dramaturg, som er polak. Jeg kan bl.a. ringe til ham og spørge: “Hvad hedder ‘at stå på skøjter’ på polsk?””

Bruger lang tid på at starte figurerne
Når du starter en ny historie, ved du så på forhånd, hvad den skal ende med, eller lader du tingene udvikle sig?
“Jeg ved som regel, hvad den skal ende med – men ikke hvordan. Her mener jeg at have en vis largesse fra publikum, hvor det er tilladt at fare lidt vild en gang imellem. Dog ved jeg en del om personerne fra starten, fordi jeg bruger ret lang tid på at tegne og skabe figurerne, inden de bliver søsat. Når det er personer, der har flere lag, så begynder de selv at hjælpe en med handlingen.”
Når en ny historie begynder i avisen, har du så afleveret det hele – eller skriver du fra dag til dag?
“Det er meget forskelligt, nogle gange får de tre dage på én gang, og andre gange får de tre uger i ét hug. Det kommer an på mange ting, dels hvad jeg ellers er i gang med, dels at man nogle gange står i stampe. Jeg skal helst have lyst, hver gang jeg sætter mig hen for at tegne. Man skal være sulten, og nogle gange er jeg mest i humør til at lave verbale udkast til striber, og andre dage tegner jeg skitser.”
Du holdt en lang pause fra Politikens bagside. Var det på grund af andre opgaver, eller skulle du lade op til nye ideer?
“Det var måske ligesom en pause i et ægteskab, hvor man så bagefter kommer tilbage og ser på hinanden med nye øjne. Jeg har været meget glad for at vende tilbage, jeg var virkelig sulten. Jeg tror, jeg har godt af vekselvirkningen mellem serien og andre opgaver.”
Hænder det, at du får reaktioner fra læserne om, at nu har denne historie varet længe nok, og gør det indtryk?
“Ja, jeg kan nogle gange mærke, at jeg er langsommere end læserne. Der er også læsere, der forsøger at holde moralen i hævd, og som retter mig, hvis der er stavefejl eller ubehagelige temaer.”
En af de stærke ting ved serien er, at du ofte berører kontroversielle emner. Har det givet negative reaktioner fra læserne?
“Ikke ofte. Dengang jeg havde historien om parret, der besøgte en spankingklub, fik jeg mange overpositive reaktioner, som jeg måske hellere ville have været fri for! Jeg fik blomster og chokolade fra sådan nogen klubber og frikort, så jeg kunne komme gratis ind, og jeg fik “ufrivillig sympati” fra folk, der troede, at det var en meget personlig længsel. Hvis jeg havde haft et helt andet job, kunne det godt være, at man havde haft lyst til at overtale sin mand til at gå med sådan et sted, men jeg har jo muligheden for at få mit spændingsbehov opfyldt igennem arbejdet.”
Du skriver også dramatik. Kunne man forestille sig, at en af dine figurer fra Homo Metropolis en dag kunne komme til at medvirke i et skuespil?
“Nej. Jeg kunne sådan set lige så godt gøre det, men det vil jeg ikke. Jeg vil hellere føde personen til det formål. Forskellen ligger i arbejdsrytmen, og specielt i forløsningen. Hvor man får daglig respons på striben, så arbejder man måske på et stykke i to år, og så er der en meget massiv periode med publikumreaktioner. Her har man også mulighed for at sidde sammen med publikum, mens jeg jo ikke sidder sammen med læserne, når de læser avisen. Jeg tror hverken, jeg er nogen særlig god tegner eller forfatter, men jeg er en god blanding. Jeg er en klon.”
Det leder direkte hen til mit sidste spørgsmål, som du jo næsten allerede har svaret nej til. Men kan man alligevel tænke sig, at du en dag skriver en roman?
“Det hele er vel et spørgsmål om, hvor vidt man kan opdyrke den side af evnerne, der er at male med ord. Jeg skriver i forvejen et stort regi til teaterstykkerne for at se det hele for mig, og det ville man så lade stå i en bog. Det er nok en gammel længsel, som alle har – at skrive en bog. Og måske er det slet ikke så forskelligt fra det, jeg hidtil har beskæftiget mig med, men jeg ville sikkert gøre meget mere ud af detaljerne i en roman. Hidtil har det at tegne og skrive været noget, der hænger sammen, men hvis jeg blev sat på en øde ø og spurgt om, jeg helst ville tegne eller skrive, så ville jeg nok svare – skrive.”
(Bogmarkedet nr. 4/5 2001)

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere