”Opgaven ser meget vanskelig ud”

Gyldendal rasler med sablerne i et åbent brev til eReolen. Brevet, der kommer lige inden de nye forhandlinger påbegyndes, gør det klart, at der skal markante ændringer til for, at samarbejdet kan forlænges.

”I Gyldendal må vi spørge os selv, om vi bedre kan forfølge vores opgave med at udgive ny litteratur ved også at stille os uden for eReolen.”
Sådan lyder én af formuleringerne i et åbent brev, som i går udgik fra Klareboderne til eReolens ledelse. Gyldendal står sammen med andre forlag over for at skulle genforhandle en aftale om forlagets tilstedeværelse på eReolen. En forhandling der i brevet karakteriseres som følger: ”Vi erkender på forhånd, at opgaven ser meget vanskelig ud.”
Elisabeth Fogtdal Nøjgaard, der er koncerndirektør på Gyldendal, forklarer: 
"Det er et brev, som er stilet til bibliotekerne i håb om, at vi får en bredere og lidt mere nuanceret dialog, om hvordan vi får et digitalt bibliotek i fremtiden og samtidig sikrer det kommercielle marked,” siger hun.

Masse-udlån
På Gyldendal er holdningen, at det er rimelig nemt at se læsernes fordel på eReolen. Men læserne har også interesse i, at der på længere sigt tages ansvar for, at der bliver råd til at udgive litteratur i fremtiden, forklarer Elisabeth Fogtdal Nøjgaard.  
I skriver i brevet, at I håber, eReolen fremover vil arbejde mere med formidling end med masse-udlån. Hvad betyder det?  
”Det, vi kalder masse-udlån, er, når eReolen kommer til at ligne en gratis butik, hvor brugerne kan vælge, hvad de har lyst til ’a la carte’. eReolen skal være et bibliotek og ikke en gratis butik. Vi er bekymrede for, at eReolen vænner folk til, at bøger ikke koster noget,” siger hun.
Skal der simpelthen skrues ned for det maksimale antal årlige udlån?
”Det kan vi jo ikke diktere, men vi vil gerne have en seriøs diskussion med bibliotekerne om det. For vi kan konstatere, at den i øvrigt gode aftale, vi selv har indgået, ikke er tilstrækkelig til at sikre en god balance mellem det offentlige og det private marked.”

Lydbøger eksploderede
I skriver også, at I blev overraskede over det store ”udlånssortiment og –tilbud,” da eReolen blev relanceret. Hvorfor kom det bag på Jer?
”Vi vidste ikke, hvor effektivt den nye samlede tjeneste fuldkomment ville integrere netlydbog.dk, som jo havde kørt som en separat bibliotekstjeneste. Forlagene har været meget liberale hidtil forstået på den måde, at stort set alle lydbøger har været tilgængelige på netlydbog.dk. Efter de blev fusioneret, kan vi konstatere, at lydbøgerne simpelthen stikker af på eReolen.”

Omsætning bliver konverteret
Samtalen om, hvad der helt konkret skal til for, at Gyldendal går ind på at forlænge aftalen med eReolen, vil Elisabeth Fogtdal Nøjgaard tage ved forhandlingsbordet. Men det står klart, at forlaget ønsker en klar udmelding fra bibliotekerne omkring, hvad man vil med eReolen.
Jakob Heide har udtalt, at han er ”forundret” over den kritik, der er kommet. Han siger, at eReolen bare har gjort det, man var blevet enige om. Har han ikke ret i det?
”Han har både ret og uret. Problemet er bare, at lige så snart vi lægger friktion ind på vores bøger, så stopper aktiviteten stort set på den titel. Læserne finder noget andet, og går ikke ud og køber bogen. Det betyder, at der er noget omsætning, som bliver konverteret fra det private marked over til et biblioteksmarked.”

Forfattere tilbage?
Fra Klaraboderne ser man med bekymring på sommerens stigende antal lånere og udlån på eReolen. Det er nemlig ikke en holdbar udvikling, idet eReolens vækst går ud over Gyldendals omsætning til andre salgskanaler. Samtidig går det også ud over enkelte forfatterskaber, hvor omsætningen flyttes over til eReolen, hvilket giver forfatteren en lavere omsætning samlet set, fortæller Elisabeth Fogtdal Nøjgaard.       
Er det et krav, at de forfattere, der boykotter eReolen, skal vende tilbage, for at I vil indgå en aftale?
”Nej. Vi vil altid respektere, at de enkelte forfattere har specifikke ønsker til, hvordan deres bøger skal sælges. Så hvis der er nogle af vores forfattere, der fortsat vælger at stå udenfor, så er det ikke dét, der skal afgøre, om vi fortsætter.”

Netlydbog og Mofibo
I juli nærmede det samlede antal udlån af e-bøger og netlydbøger på eReolen sig 280.000. Det giver desuden meget svære betingelser for nye aktører på markedet som eksempelvis Mofibo.
"Det er fuldstændig rigtigt, når bibliotekerne argumenterer med, at de i sin tid kørte netlydbog.dk, uden at der reelt var nogle kommercielle alternativer. Men det er der nu, og det er naturligt, at det skal have lov at udvikle sig," slår Elisabeth Fogtdal Nøjgaard fast.
"Derfor er det ikke holdbart, at det samme sortiment, som tilbydes på de nye kommercielle kanaler, ligger frit tilgængeligt på eReolen."
Umiddelbart ser det svært ud med forhandlingerne, indrømmer Elisabeth Fogtdal Nøjgaard. Og det står ikke klart, hvordan udlån af Gyldendals titler skal fortsætte, hvis der ikke bliver indgået en ny aftale med eReolen.   

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere