10 vinkler på Mette Høeg-debatten

BogMarkedet forsøger med 10 nedslagspunkter at fokusere på nogle tendenser, der ligger bag den debat, Mette Høeg har udløst.

    
1. Forfatterespirer har generelt svært ved at tænke og skrive plot
”De kan simpelthen ikke finde ud af at tænke i plot og scener, det er ufatteligt svært for dem. Lækre digte og sprogligt avancerede passager derimod, det ved de hvad er.”
Ordene kom fra Christian Dorph i anledning af en serie artikler, vi bragte her på sitet (OBS: Før Mette Høeg-debatten eksploderede), om de mange forskellige forfatterskoler, -kurser og -forløb, der findes rundt omkring. Christian Dorph er anmelderrost krimiforfatter og har opbygget den meget roste forfatterlinje på Thestrup Højskole. I den pågældende artikel fortalte han, at han prøver at rette op på miseren ved at lave et forløb, ”hvor jeg får eleverne til at arbejde med narrativet og den fortællende prosa”, men siger dog samtidigt, at det ”nok er rigtigt, at vi har meget fokus på form. De (eleverne) tvinges til at forholde sig til håndværket og ikke så meget til fx tematikken.”
Noget tyder altså på, at der er et generelt problem hos de unge. At Mette Høeg har en pointe om, at der er for meget fokus på form frem for indhold. Skyldes det udviklingen i folkeskolens faglighed? I ungdomskulturen generelt? Kan/skal der gøres noget ved det? En debat værd?
 
2. Johannes Riis’ efterlysning
Ved Gyldendals efterårsreception i august 2013 var Johannes Riis’ traditionsrige tale (også bragt som kronik i Politiken), hvor han tager aktuelle tendenser i dansk litteratur og den litterære debat under kærlig behandling, meget utraditionel. Efter først at have beklaget sig over en række aktuelle udviklingstendenser opfordrede han forfatterne til at engagere sig mere i samfundsdebatten med deres værker:
”Skriv, skriv, skriv, lad os få nogle erfaringer på bordet og frem i lyset. Lad os få en ny værdikamp, … lad os hjælpe politikerne med at drive politik, lad os ud fra praktiske, konkrete eksempler få en principiel, mere højtflyvende overordnet ideologisk debat om politik, om mål og midler, om prioriteringer, kort sagt om, hvor det danske samfund er på vej hen under de normer, det og dets institutioner er pålagt at arbejde inden for i disse år. Skriv om ret og uret, ret og rimeligt. … Skriv digte, skriv journalistik, skriv romaner og reportager, interviews, faglitteratur, noveller, skriv direkte og lige på, engageret, konfrontatorisk, men gerne under stadigt hensyn til Karl Ove Knausgårds credo: ’Uden tvivl ingen litteratur. Litteraturen søger mod kompleksitet, selv i sine forenklinger’.”
Mon den litterære direktør for Danmarks suverænt største udgiver af dansk skønlitteratur ville være kommet med en sådan efterlysning, hvis hans indbakke var proppet ved tvivlende, nuancerede forslag til litteratur, der sætter de store samfundsproblemer til debat?
 
3. Generation Etik
I januar 2014 bragte Information artiklen ”Generation Etik”, hvor Pauline Bendsen portrætterede den litteratur, der skrives af en stor gruppe unge forfattere. Ifølge Elisabeth Friis, lektor i litteratur ved Lunds Universitet, og ph.d.-studerende i litteratur, Mikkel Frantzen, er der tale om en generation, der føler sig ”etisk forpligtede på verden”, og ”med etikken følger også en politisk bevidsthed, der længe har været upassende i litteraturen,” som Elisabeth Friis siger. Og ”leder man efter tematiske fællestræk for denne generation, er kroppen et godt bud … pointerer Mikkel Frantzen.”
I andre dele af det litterære miljø grinede man lidt af denne og en serie opfølgende artikler og debatindlæg: Information blæste nogle tendenser alt for meget op, mente kritikerne. Men er det ikke til dels samme tendens, Mette Høeg peger på (og som hun bare ikke kan lide), når hun kritiserer, at ”på den ene side ser man i nyere udgivelser af danske kvinder en mavesur og aggressiv fremførelse af politisk korrekte, kedsommelige og forudsigelige queer-, gender-, racisme- og feminismesynspunkter.”
Og siger Karl Ove Knausgaard ikke langt hen ad vejen det samme som Mette Høeg i den debat, der nu kører på fuldt blus i Sverige, efter at han skrev om ”Kyklopernes land” som svar på at være blevet kritiseret for at udøve ”litterær pædofili” ved at skrive en roman om en 26-årig lærer, der forelsker sig i en 13-årig elev?
 
4. Manglen på empiri
Debatten har ikke mindst været karakteriseret af en udpræget mangel på empiri. Modstandere af Mette Høeg har nævnt en række eksempler på værker, der ikke lever op til hendes kritik. Men hendes pointe var ikke, at der ikke bliver skrevet den slags værker, bare at der bliver skrevet for mange af den slags, hun synes trækker litteraturen i en uinteressant retning, hvor det personlige ikke bliver hævet op på et mere generelt niveau; bliver almengjort.
BogMarkedet forsøgte i sidste uge at kvalificere debatten ved at bringe en oversigt over tematikken hos unge roman- og digt-debutanter i 2014 og -15 (se ”Danske debutanter skriver om sig selv” og ”Statistik om debutant-litteratur vækker debat”). Resultatet var en regulær shitstorm, hvor der blev fundet hår i suppen og kneppet fluer til den store guldmedalje, og hvor vi blev skudt alle mulige skumle motiver i skoene.
Ingen andre medier har forsøgt mere systematisk at analysere tematikken i de senere års udgivelser, men der var faktisk nogle interessante tendenser i vores debutant-oversigt (se senere).
 
5. Kampen om forbrugerne
”Når folk i fritiden tager deres iPad eller tablet frem, skal det helst være vores app, de klikker på, og ikke den fra f.eks. Netflix. Kampen om forbrugernes opmærksomhed skærpes hele tiden, og hvis folk ikke kan finde det, de gerne vil bruge fritiden på, hos os, taber litteraturen i det lange løb.”
Ovenstående er frit citeret efter hukommelsen. Det er et billede, Morten Strunge, grundlæggeren af Mofibo, tit bruger, når han fortæller om den nye streamingtjeneste, der på to år har erobret en meget stor del af omsætningen inden for e-bøger, og som sammen med Storytel og bibliotekernes eReloen er ved at revolutionere den måde, vi forbruger litteratur på.
Selvfølgelig skal den enkelte forfatter skrive præcis den litteratur, han/hun brænder for, men hvis for meget af den litteratur, der udgives, ikke for alvor vækker genklang hos forbrugerne, har forlagene et økonomisk problem. Det gælder ikke mindst i disse år, hvor Netflix, HBO og vores eget DR producerer den ene fremragende dramaserie efter den anden, som alle kan se via en app, og hvor også hovedparten af musikforbruget kun er det berømte museklik væk.
Og forbrugerne vil have plotdrevet litteratur, der ikke piller for meget navle. Det bekræfter et blik på bestsellerlisterne. Også den oversigt, vi offentliggjorde på BogMarkedet med en opsummering af dansk skønlitteraturs placering på bestsellerlisten de seneste 62 uger. Kun 10 pct. af befolkningen læser 1 bog om måneden eller mere. Hvordan får man de 90 pct. til at læse ”Effekten af Susan”, ”Afgrunden” eller ”Hvis det er” i stedet for at se ”Breaking Bad”?
Skønlitteratur er ”nice to have” men ikke ”need to have”, og derfor faldt forlagenes omsætning også kraftigt, da den økonomiske krise satte ind i 2008/9. Branchen er først ved at indhente tabet nu, og i mellemtiden er konkurrencen blevet langt hårdere.
 
6. Indspistheden
”Gid det var performance” hed overskriften, da Johanne Mygind i Weekendavisen tog til genmæle mod Mette Høeg. Det var en voldsom indspist overskrift, der handlede om, at Mette Høeg danner par med Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, der i mange år har lavet forskellige former for performance sammen med forfatteren Helge Bille Nielsen (som han vist hed på det tidspunkt), men hvor Strøbech lagde sag an mod Nielsen, fordi han følte sig krænket, da Nielsen i 2008 udgav romanen ”Suverænen”, hvor der optræder fotos og en række personlige oplysninger om Strøbech.
Denne oplysning blev læserne imidlertid ikke indviet i – og er det på nogen måde relevant at antyde, at der skulle være en sammenhæng? Er det ikke et forsøg på at frakende Mette Høegs indlæg værdi i sig selv? Men de litterære debatter vrimler med den slags indspiste stikpiller, hvor debatten ofte får et personligt frem for et principielt præg.
På den anden side forekommer det meget rart at vide, at Weekendavisens lyrik-anmelder, Lars Bukdahl, danner par med Cecilie Lind, der skriver den type litteratur, Mette Høeg ikke kan lide. Det sætter hans udtalelser lidt i perspektiv, når han i et indslag i Deadline (start ved 10.30) i kraftige vendinger afviste, at der overhovedet er noget at diskutere, og at folk jo bare ”kan læse norske romaner”, hvis de er utilfredse med det danske udbud.
At der er tale om et meget lille miljø, hvor man skal omgås hinanden i mange forskellige konstellationer, er formodentlig også baggrunden for, at Weekendavisens litteraturredaktør, Johannes Baun, i fredags bl.a. skrev, at "reaktionerne (på Mette Høegs artikel) har afspejlet sig i min mailbakke... Jeg har .... opmuntret folk til at bidrage til debatten. Særlig ét svar er gået igen: ’Det tør jeg ikke’. Jeg har hørt det fra forskere, fra forlagsfolk, fra journalister og flere endnu – så en eller anden form for oplevet dominans er der altså, om de så er tøsedrenge m/k alle til hobe”.
 
7. At sige det politisk korrekt
Et af de ironiske twist ved debatten er, at Politiken to dage efter Mette Høegs bandbulle i Weekendavisen bragte et 15 minutter langt interview med tilhørende artikel om og med forfatteren Peder Frederik Jensen, der på meget lange stræk mente nøjagtig det samme som Mette Høeg. ”Væk med det litterære navlepilleri”, lød billedteksten til interviewet således. ”Tænk hvis individet er pisseligegyldigt,” sagde Peder Frederik Jensen bl.a., hvilket vel også ligger i samme boldgade som det, Mette Høeg har sagt.
Forskellen er måden at udtrykke sig på. Mette Høeg gjorde det næsten så politisk ukorrekt, som tænkes kan, mens Peder Frederik Jensen bruger venstreorienterede termer og er en del af det samme litterære/politiske miljø, som Mette Høeg kritiserede. Peder Frederik Jensen har da også mange lovord til overs for de romaner, Mette Høeg kritiserer – hans synes bare, der er for få bøger, der beskæftiger sig med noget andet. For få, som ikke er skrevet ud fra den privilegerede, akademiske position, mange af den unge generation af forfattere har. Peder Frederik Jensen, der selv er uddannet håndværker, skriver i bl.a. den meget roste roman ”BaneDanmark” om under- og udkantsDanmark.
 
8. Køn-ikke køn-køn
Mette Høegs store synd var, at hun brugte k-ordet. K for køn. K for kvinde. Det fik Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, til at tale om ”et af de mest kvindefjendske indlæg om dansk litteratur, jeg nogensinde har læst”, og Johanne Mygind vil bruge Mette Høegs indlæg som dokumentation næste gang, hun bliver spurgt, om der stadig er brug for kvindekamp i dag.
Men hvorfor må man ikke mene, at der er forskel på den litteratur, mænd og kvinder skriver? I 70’erne var der en hel bølge af særlig kvindelitteratur, der gjorde det private politisk og skrev om alle de temaer, de følte, manglede i litteraturen, og lige siden har kvinderne fået stadig mere plads som forfattere. Det er da værd at analysere på. Og ville nogen havde protesteret, hvis der i stedet var skrevet en artikel om, at brovtende, mandlige forfatteres macho-litteratur fylder for meget? Jeg tillader mig at tvivle.
Sjovt nok fremkommer der nu også en række debatindlæg, der fremhæver kvindelige forfatteres kvaliteter, bl.a. ”Hvert køn, sin karikatur” i Information, der nu bliver rost af de samme, der kritiserede Mette Høeg for at bruge k-ordet.
Og handlede hele ”hvidhedsdebatten” sidste år ikke i høj grad om køn? Køn, seksualitet og race, hvor hvide, heteroseksuelle mænd blev tillagt en masse, ret konkrete karakteristika og evner – eller rettere mangel på samme – i forhold til at forstå, læse og anmelde bestemte typer litteratur. Her var kønskortet helt legitimt at bruge. Det var forudsætningen for hele debatten. 
Og tirsdag spilles kønskortet så igen i Politiken, der bringer en stor artikel om, at der er for få kvindelige anmeldere.
 
9. Fraværet af ”almindelige læsere”
En af de mest slående ting ved debatten er, hvor få ’almindelige læsere’, der har taget del i den i de forskellige medier. Det er ’parnasset’ (forfattere, journalister, anmeldere og forskere), der diskuterer med hinanden. Men flertallet af de få, der har ytret sig, har været mere enige med Mette Høeg end med hendes modstandere.
Er det rigtigt, som en af de få menige læsere skrev i Weekendavisen, at de sidder og keder sig ude i de mange læsekredse på bibliotekerne, hvis ”læsetasker bugner af disse krops- og navlebeskuende ungpigebøger”? Vi ved det ikke, for ingen undersøger det.

10. Lidt empiri
Som nævnt prøvede BogMarkedet at bringe lidt empiri ind i debatten. Først bragte vi en oversigt over 26 debutanter i 2014 og 2015, fortrinsvis udgivet på de forlag, der udgiver mest dansk skønlitteratur. Vi tog alle, der havde debuteret som roman- eller digt-forfatter (og fravalgte krimier, som debatten ikke drejer sig om). Derfor kom f.eks. Olga Ravn også med, idet ”Celestine” var hendes romandebut. Det var der mange, der så en skjult hensigt i, og andre pegede på forskellige debutanter, der ikke var med på listen.
Formålet var aldrig at lave en komplet liste – det er i praksis næsten umuligt, og hvor skal man sætte grænsen i forhold til selvudgiverlitteratur – men at lave en repræsentativ liste. Ikke for at konkludere noget bombastisk, men for at se om der kunne spores tendenser.
Nu har vi opdateret listen til i alt 42 debutanter – 24 kvinder og 18 mænd. Og hvad skriver de så om? Gennemgå selv listen – men for undertegnede er det i hvert fald tydeligt, at der ikke er mange værker, der som omdrejningspunkt har nogle af de samfundsmæssige emner, som Johannes Riis og Peder Frederik Jensen efterlyser. At temaer som flygtninge, indvandrere, klimakrise, velfærdsstaten i konkurrencestatens og globaliseringens favntag, underklassen, udkantsdanmark, krigene i Mellemøsten og mange andre emner enten er helt fraværende eller underrepræsenteret i forhold til, hvad de fylder i den offentlige debat og i folks hverdag. Til gengæld er der mange romaner og digte, der kredser omkring parforhold, personlige relationer og eksistentielle kriser.
 
11: En personlig betragtning
Der er for mig ikke tvivl om, at det er hårdt at være ung i dag – og specielt hårdt at være ung kvinde. Ændrede kønsroller, ændrede samfundsstrukturer, de sociale mediers enorme magt, tårnhøje forventninger (måske især egne) og næsten uendelige muligheder lægger alt sammen et voldsomt pres på denne generation, og de/vi har endnu ikke lært at håndtere de kolossale forandringer, vi står midt i. Der er for mig heller ingen tvivl om, at vi stadig har et stort efterslæb i forhold til, hvilke muligheder kvinder har, og hvordan de behandles og omtales. Der er langt til ligestilling både økonomisk og kulturelt. Hverdagssexisme (evt. kamufleret som ’værkstedshumor’), slutshaming, dårligere lønninger, vanetænkning, mænds manglende lyst til at afgive magt og indflydelse etc. er yderst konkrete hverdagsoplevelser..
Alt dette vil selvfølgelig også afspejle sig i litteraturen. Men det er vel ok at diskutere, om det sker på en måde, der er interessant for ’den almindelige læser’ – herunder den almindelige, kvindelige læser? Uden at gå efter manden m/k i stedet for bolden. Og uden at forfalde til udsagn om, at man jo bare kan læse norske romaner, hvis man er utilfreds med det danske udbud.
Det er ikke et forsøg på at presse unge forfattere til at skrive anderledes, som det også er blevet påstået rundt omkring på de sociale medier. Det er først og fremmest et udtryk for, at litteraturen berører os, anfægter os, påvirker os. Betyder noget. 70’ernes kvindelitteratur med forfattere som Susanne Giese, Bente Clod og ikke mindst Suzanne Brøgger bragede gennem lydmuren, vakte voldsom debat og blev skrevet til et publikum, der havde brug for den type litteratur, som de kunne spejle sig i og bruge i deres kamp for forandringer.
Det er ikke lige der, vi er med disse års kønspolitiske litteratur. Og det er måske dybest set det, der er problemet.

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere