Abbotts Hemmelighed af David Garmark

Med Abbotts Hemmelighed udvikler David Garmark sit omfattende persongalleri omkring den tidligere lejemorder Ditlev Martins. Vi møder igen hele holdet fra Det Fjerde Menneske og flere af karaktererne bliver flot bygget op. Desværre for Abbotts Hemmelighed er Ditlev Martins den mindst interessante karakter, men derimod udvikler forfatterens håndværk sig i den grad positivt.

Abbotts Hemmelighed er andet bind i en serie om en tidligere problemknuser og lejemorder, der efter et hukommelsestab gerne ville trække sig tilbage og leve et stille liv. Der kommer som alle ved ikke bøger ud af at pleje en kirkegård ved Venedig, så selvfølgelig trækkes Ditlev Martins ind i et internationalt plot med rødder i nanoteknologi, konspirationsteorier og internationale regeringer. Plottet fungerer og er ligesom den forrige bog om Ditlev, Det Fjerde Menneske, underholdende. Sproget er direkte og ligetil, det flyder flot, og man bliver som læser guidet igennem mange skønne passager i bogen, der vidner om, at bogen er gennemarbejdet og gennemtænkt.

Et fremragende anslag (Måske bogens bedste kapitel) sætter tonen og pirrer nysgerrigheden med James Abbotts selvmord. Herefter blandes fremdriften i plottet med passager fra Abbotts dagbog, hvilket skaber gode læseafbræk. Garmark er en mester i dramaturgiske kneb, og selvom bøgerne om Ditlev Martins rent dramaturgisk slet ikke lever op til Garmarks helt formidable debut ’Drengen der aldrig kom hjem’, så kan man sagtens se, at forfatteren tænker meget over sin bøgers læseafveksling og dramaturgi.

Garmarks egne konspiratoriske tanker (Eller videredigtning af andres) i forhold til Morgellons Disease og den videnskabsorienterede tilgang, han leverer gennem hele bogen, viser, at Garmark bevæger sig i en klar retning, og forhåbentligt får vi flere bøger om Ditlev Martins hold. Det kan holdet og Garmark sagtens bære og med bogens afslutning lægges der også op til endnu et bind.

Desværre har Abbotts Hemmelighed ikke helt valgt om det vil være en selvstændig titel eller en fortsættelse, hvorfor rigtig mange af de første 150 sider går med at referere kendt viden og opridse karaktertræk, som en læser af Det Fjerde Menneske allerede kender. For denne læser ville en skarpere redigering af alle trådene til Det Fjerde Menneske have været at foretrække, men jeg forstår, at det ville betyde forvirring for nye læsere. Af netop den grund tog det lang tid før bogen krøb under huden på mig og jeg ikke kunne lægge den fra mig. Selvfølgelig er de 150 første sider også med til at bygge karaktererne op. Særligt Martins, Jon-Erik og Rosseau. Personligt synes jeg, der bliver brugt for meget krudt på Ditlev Martins, der aldrig rigtig fænger mig. Det gør til gengæld konspirationsteoretikeren Jon-Erik, der måske mere er tænkt som protagonistens humoristiske sidekick, men som flere steder overstråler Martins. Den bedste karakter er dog uden tvivl den franske politikommissær Rosseau, der rummer så mange lag, at man som læser ofte hellere vil følge hans opklaring af en sideløbende drabssag end Ditlev Martins forsøg på at slange sig udenom hovedforløbet. Selvfølgelig bliver det hele flettet sammen til sidst, og man står som læser ikke med nogen opklarende spørgsmål på samme måde, som man gjorde efter Det Fjerde Menneske. 

Med Abbotts Hemmelighed er David Garmark kommet i mål med den svære toer i en serie, der uden tvivl har potentiale. Spørgsmålet er bare, om Danmark har læsere til konspiratoriske, videnskabsbaserede thrillers. Michael Lycke skrev i 2012 den glimrende ’Metusalemsgenet’, udgivet på Peoples Press, som godt kan sammenlignes med Ditlev Martins-serien. Her fik vi aldrig bog to, hvilket i min optik var en skam.

Nu er bog to om Ditlev Martins kommet, og denne signatur ser uden tvivl frem til bog tre. Hvis forfatterens udvikling fortsætter og karaktererne får lov til at leve det liv, som nu er bygget op, så er der ikke nogen tvivl om, at vi fremadrettet kommer til at se filmiske titler med internationalt snit fra Garmarks hånd.  


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere