AGENTURERNES HØJSÆSON. Politiken Literary Agency

De store bogmesser i Göteborg og Frankfurt sætter bøgerne i fokus, ligesom forlagenes bugnende efterårskataloger gør. Sofie Voller, head of Foreign Rights, fortæller.

Hvad er de litterære tendenser på de toneangivende europæiske bogmarkeder?

”Det er jo noget nær umuligt at opsummere i nogle enkelte sætninger, men jeg synes, at vi ser mange skildringer af sociale problematikker. Bøger, fra den verden, vi befinder os i, som på den ene eller den anden måde engagerer sig i den aktuelle politiske debat eller behandler temaer som social ulighed, race, køn, klasse, seksualitet og religion. Og så holder den gode krimi altså stadig.”

  

Hvordan klarer danske bøger sig generelt i den internationale konkurrence?

”Vi oplever helt klart, at interessen for danske forfattere er stor både inden for skøn- og faglitteratur. Mange udenlandske forlag har haft stor succes med at udgive danske forfattere, og det betyder, at de ikke er bange for kaste sig ud i nye projekter.

Krimi- og spændingsromaner er stadig i høj kurs. Det har vi senest set med Sørens Sveistrups ‘Kastanjemanden’, som blev solgt til 24 territorier på 14 dage. Det er en myte, at den skandinaviske krimibølge er ved at dø ud, men konkurrencen er naturligvis stor.

Dansk socialrealisme har traditionelt set været svær at sælge i udlandet, men med tanke på, hvad der ellers rør sig, håber jeg, at dette kommer til at ændre sig. Jeg tror også, at vi vil se en øget interesse for historiske fortællinger vævet sammen med det personlige stof.”

Hvilke danske titler forventer du dig meget af? 

”Det er jo svært at vælge mellem sine børn, men jeg håber, at det store udland for øjnene op for både Morten Pape og Daniel Dencik. Sara Omar, Jens Henrik Jensen og Suzy Wengel klarer sig allerede godt i udlandet, men jeg tror, at de kan nå ud til endnu flere læsere internationalt.

Og så har vi et spændende krimiprojekt centreret omkring H.C. Andersen, som vi håber at kunne sælge næste år.” 

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere