Amazon igen-igen

Det er vanskeligt at redigere disse spalter, uden uafladeligt at komme i kontakt med diverse historier fra Amazon.com. Den, der umiddelbart synes at være mest kød på i denne tid, stammer fra en artikel i Washington Post, hvor Amazon bliver spået en tom pengepung senere i år 2001, men Jeff Bezos udtaler vanen tro, at det aldrig har gået bedre end nu, men analytikere fra Wall Street frygter for...

Det er vanskeligt at redigere disse spalter, uden uafladeligt at komme i kontakt med diverse historier fra Amazon.com. Den, der umiddelbart synes at være mest kød på i denne tid, stammer fra en artikel i Washington Post, hvor Amazon bliver spået en tom pengepung senere i år 2001, men Jeff Bezos udtaler vanen tro, at det aldrig har gået bedre end nu, men analytikere fra Wall Street frygter for netbogladens overlevelse.
En lang række forlæggere og underleverandører er i disse dage meget opmærksomme på at få deres tilgodehavender i hus. Et stadigt stigende antal af Amazons leverandører er utilfredse med den lange kredit, som Amazon giver sig selv. En analytiker mener at kunne dokumentere, at Amazon har en negativ saldo i omegnen af $50 mio. »Negativ kapital betyder, at firmaet bruger sine leverandører til at finansiere driften ved at trække kreditten et godt stykke ud over det forretningsmæssigt etiske – og det er en meget uholdbar situation,« siger Gary Suria til avisen.
Selv om Amazon i fjerde kvartal sidste år stod for omkring 11 procent af den samlede internethandel i USA (!), så har de altså stadig et dundrende underskud. Krisen symboliseres meget godt med, at da Jeff Bezos sidst i 1998 solgte en portion af sine aktier i Amazon indbragte det ham $23 mio. Sidste forår solgte han en tilsvarende portion for $20 mio. – og i februar måned 2001 solgte han en tredje, tilsvarende portion, og fik denne gang ‘kun’ $12 mio. ud af det.
10/11 2001

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere