Poul Jan Poulsen fylder 80 år

Tidligere formand for Den danske Antikvarboghandlerforening samt kasserer i Den internationale Antikvarboghandlerforening, boghandler Poul Jan Poulsen, fylder rundt.

Poul Jan Poulsen startede sin uddannelse i Knud Rasmussens Boghandel på Vesterbrogade. Efter lidt over 12 år fortsatte han sin karriere, nu som antikvar, i Boghallens Antikvariat i Politikens Hus, hvor han virkede til 1981.

Derfra fortsatte han blandt gamle sjældne bøger, smukke bogbind, gamle landkort og grafik hos Rosenkilde & Bagger, det dengang så berømmede og internationalt velkendte antikvarboghandel i Kron-Prinsens-Gade.

Da det lukkede, blev han ansat i Harcks Antikvariat i Fiolstræde, hvor han var indtil han i 2001 åbnede sit eget antikvariat på Frederiksberg, Antikvariat ALDUS, opkaldt efter den berømte og lærde venetianske bogtrykker Aldus Manutius (1494-1515). Antikvariatet lukkede han i 2015 for at blive pensionist.

I årene 1988-2006 var han formand for Den danske Antikvarboghandlerforening (ABF), i 21 år var han kasserer i Den internationale Antikvarboghandlerforening (The International League of Antiquarian Booksellers (ILAB)). Som tak for sit virke indenfor faget er han blevet udnævnt til æresmedlem af både den danske og internationale antikvarboghandlerforening.

Privat samler han også på bøger, så han har i mange år været medlem af bestyrelsen af Dansk Bibliofil-Klub og Dansk forening for Bogbind. Som bogsamler er det specielt dansk skønlitteratur, gerne med dedikation, fra 1870 til vore dage og bibliografier og bogvæsen, der har hans interesse.

BogMarkedet ønsker tillykke!


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere