Arnold Busck lukker alle butikker

Hensynet til sikkerheden hos kunder og medarbejdere er årsag til, at boghandlerkæden lukker de sidste 18 boglader. For et par dage siden lukkede de 11 butikker, som ligger i storcentre.

”Vi har forsøgt at få det bedste ud af den triste og meget alvorlige situation, som rammer os alle meget hårdt. Boghandlere – ikke kun Arnold Busck, men os alle i branchen – udgør en vigtig del af et oplyst samfund i en krisetid,” siger adm. direktør Helle Busck Fensvig udsendt sent fredag aften.

Beslutningen hos Arnold Busck er mere dramatisk, end de ellers overvejende positive signaler vi fik, da BogMarkedet for blot to dage siden skrev om situtionen skabt af frygten for COVID-19 hos andre boghandlerkæder og flere store boghandlere.

Hun fortsætter:

"Allerede i sidste uge åbnede vores butikker til mennesketomme butikscentre og gågader i hele landet, og i denne uge blev vores 11 centerbutikker ramt af regeringens yderligere tiltag. Det er som konsekvens heraf, at Arnold Busck nu har valgt midlertidigt at lukke alle butikker."

At krisen rammer tungt, og at der i værste fald er mere på spil end en uges lukning, fremgår af Helle Busck Fensvigs afsluttende bemærkning:  

”Vi håber meget på, og jeg vil opfordre til, at man vil fortsætte med at købe sine bøger og alle vores andre spændende produkter hos sin lokale boghandel – vi skulle meget gerne også være her, når krisen er ovre”, slutter Helle Busck Fensvig. 

Websiden ARNOLDBUSCK.DK holder stadig åbent. Der er fri fragt til alle pakkebokse.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere