Bøger for Damerne

Flere bogforlag var repræsenteret på livsstilsmessen Alt for Damerne Live i Københavns Forum. Det er her, forlagene genkender deres publikum, og publikum kender bøgerne og forfatterne.Det er ligesom at træde direkte ind i indholdsfortegnelsen på Alt for Damerne. Lige for smiler en køn kvinde med ny makeup og stylet hår, til højre er der catwalk, hvor modellerne bevæger sig rytmisk...

Flere bogforlag var repræsenteret på livsstilsmessen Alt for Damerne Live i Københavns Forum. Det er her, forlagene genkender deres publikum, og publikum kender bøgerne og forfatterne.

Det er ligesom at træde direkte ind i indholdsfortegnelsen på Alt for Damerne. Lige for smiler en køn kvinde med ny makeup og stylet hår, til højre er der catwalk, hvor modellerne bevæger sig rytmisk til høj musik og henne i hjørnet er der kog under gryderne og smagsprøver på nye retter.

Blandt Alt for Damernes tilbud Live er også bogen. Næsten hver uge bringer Alt for Damerne på tryk et forfatterinterview, og i hvert nummer er der også mellem fire og otte sider med kultur og deriblandt omtaler og anmeldelser af nye bøger. Så interessen for kultur og bøger afspejler sig også hvert andet år, når ugebladet går fra tryk til Live, når bladet kalder til livsstilsmesse i Forum i København. I år var Politikens Forlag mødt op med bogtitler og forfattere, og Chester’s Bogcafé repræsenterede et udvalg på otte-ti danske forlag i sin stand, som lå lige ved siden af kulturscenen, hvor en del af forfatterne gik igen med interviews og shows.

Kulturforbrugende læsere
Birgitte Bartholdy er forfatter, journalist og bogmedarbejder på Alt for Damerne.
»Vi foretager jo fra tid til anden læserundersøgelser, og de viser hver gang, at Alt for Damernes læsere er meget kulturforbrugende. Det er dem, der læser bøger, går i teatret og biografen, og det er dem, der gerne vil læse om bøger, teater og biografer.« For godt syv år siden vedtog bladets ledelse, at der ikke længere skulle være noveller og anden fiktion i Alt for Damerne, men siden har artikler og stoffet været koncentreret om kulturpersonligheder og nyudgivelser. »Vi har ofte lange forfatterinterviews i bladet, og det bliver prioriteret højt fra redaktionens side. Vi følger meget med i bogmarkedet. Jeg tror, at mange læsere bruger bladet til at orientere sig bredt om nye bøger og litteratur.«

Birgitte Bartholdy var på messens kulturscene for at fortælle om sin egen bog I Jakobs hus (Gyldendal), og hun var også en af bladets interviewere i løbet af weekenden blandt andet ved det velbesøgte møde med Nynnes forfattere, Lotte Thorsen og Henriette Lind. »Jeg synes, vi har fundet et godt leje for bøgerne her på messen i år. Vi viser et bredt udvalg af nye bøger og forlag, som vi mener henvender sig til vores læsere, og så har vi haft interviews og omtaler fra kulturscenen. Det skal naturligvis være forfattere, som vi mener kan trække et publikum. Det skal være kendte navne, som vores egne journalister kan interviewe på scenen. Selv tror jeg dog, at de kvinder, der vælger at tage til livsstilsmesse, hovedsagelig kommer for at se på mode og makeup. Bogen har bestemt en vigtig rolle at spille her, men det er ikke en bogmesse,« siger Birgitte Bartholdy.

Forfattere på messe og scene
Politikens Forlag deltog for første gang i livsstilsmessen, og det med bøger om netop livsstil, mad, biografier og ny litteratur. Lise Ringhof, forlagets PR-chef, synes, det er oplagt at være repræsenteret på ugebladets Live messe.
»Jeg tror, det er en god ide for os at være her. Vi sælger bøger, men mest af alt uddeler vi kataloget og får opmærksomhed. Vi ved jo godt, hvem vi henvender os til, og titler som Lars Daneskovs Far på færde og Lotte Thorsen og Henriette Linds Nynne-bøger er oplagte. Det samme er Alberte Vindings Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog og Camilla Plum, som alle sammen også har optrådt på scenen,« siger Lise Ringhof. Hun ser frem til den efterkritik, hun skal igennem på forlaget efter weekenden i Forum for at se, hvilke titler netop det publikum har fundet interessante. Det eneste, der ærgrer PR-chefen, er weekendens snevejr, som holdt en del af det traditionelt store publikum væk de første dage af messen.

Chester’s publikum på messe
En anden nabo til kulturscenen er Chester’s Bogcafé. Her kan Anders Buhl nikke genkendende til det publikum, han ellers også ser i kælderen på Strandgade i København.
»Det er kvinder, der læser, og det er aldersgruppen her, vi også ser oftest i Bogcaféen. Det er nok den profil vi har i Chester’s. Jeg havde da en del overvejelser, om vi skulle stille op her, da jeg fik opfordringen fra Eva Vedel, arrangementsdirektør i Forum. Jeg måtte rådføre mig med pigerne her fra bogcaféen for at høre, om det var rigtigt for os. Så rettede jeg henvendelse til forlagene, og de var ivrige efter at samarbejde.” På messens Chester’s Bogcafé har hvert forlag fået sin åbne præsentationsplads, og på den måde har forlagene markeret sig med hver sin profil.
»Borgen har noget, der matcher med velvære og bøger om krop og sind, blandt andet Dr. Phil, som virkelig har skabt interesse. Gyldendal har valgt kvindelitteratur og selvhjælpsbøger, og så er der mindre forlag som passer ind i segmentet,« siger Anders Buhl. Vejret har naturligvis været en irritation de første dage på messen, men Buhl mener, at de, der har bevæget sig ud og til Forum, har været meget motiverede. De har haft tid og plads til at kigge og lytte, mener Anders Buhl. Han har især lagt mærke til, at kvinderne på livsstilsmessen har været meget opmærksomme på tilbud og rabatter på bøgerne.

Læs også: Alt for damerne


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere