Bøger til pluspris

Fordelsklubben Plusbog, hvor medlemmer kan købe bøger til halv pris på nettet, brager frem med vækstrater på op til 20 pct. pr. måned. Målet er et salg inden for de næste par år.
Helle Helles Dette burde skrives i nutid til under en hund eller Claus Meyers Almanak til 199 kr. Plusbog, der er en fordelsklub på nettet, vrimler med farvede tilbudsbobler på flere nye bogtitler. Mod et...

Fordelsklubben Plusbog, hvor medlemmer kan købe bøger til halv pris på nettet, brager frem med vækstrater på op til 20 pct. pr. måned. Målet er et salg inden for de næste par år.

Helle Helles Dette burde skrives i nutid til under en hund eller Claus Meyers Almanak til 199 kr. Plusbog, der er en fordelsklub på nettet, vrimler med farvede tilbudsbobler på flere nye bogtitler. Mod et månedligt abonnement på 49 kr. pr. måned kan medlemmerne købe bøger med rabatter på over 50 pct., og det er åbenbart noget, de tilbudshungrende danskere er glade for.
»Vi øger salget med mellem 10 og 20 pct. om måneden, og det er vi fuldt ud tilfredse med,« siger Andreas J. Dirksen, ejer af Bladkiosken, som står bag Plusbog.

Magasinabonnenter læser også bøger
Bladkiosken, der i de seneste 11 år har solgt magasinabonnementer for 3200 forskellige danske og udenlandske magasiner, åbnede Plusbog sidste år. Det skete, efter man fandt ud af, at flere af magasinabonnenterne også var interesserede i at købe livsstilsbøger om emner, de relaterede til magasinerne. Efterfølgende er Plusbog blevet en selvstændig side, hvor alle kan melde sig ind for at købe bøger til priser, der ofte er lavere end hos boghandleren.
»Vi kan sætte prisen så lavt, fordi vi også tjener på abonnementer. Og i takt med at flere melder sig ind i fordelsklubben, øger vi vores indtjening.«

Men er det en god forretning, hvis du kigger på de aktuelle regnskabstal for Plusbog alene?
»Vi er stadig i gang med at udvikle forretningen, og vi ændrer hele tiden i konceptet, fordi vi er i opstartsfasen. Men vi tror, at det bliver en fornuftig forretning. Vi er sikre på, at vi kan skabe synergi mellem magasindelen og bøgerne, og vi ser det som en helhed, hvor det gælder om at skabe en samlet set fornuftig forretning. Målet er, at vi skal have sat gang i selskabet og sælge det inden for en overskuelig fremtid, så vi kan gå i gang med nye iværksætterprojekter.«

Markedsføringsfordele
Har I haft held med at forhandle jer frem til ekstra gode aftaler med leverandørerne, siden I forventer overskud på sigt?
»Nej, det tror jeg ikke. Men Bladkioskens 350.000 unikke brugere giver os store muligheder. Eksempelvis markedsfører vi bøger om bolig og livsstil til abonnenterne på magasiner om de samme emner. Det giver os en masse muligheder og betyder, at vi har nemmere ved at få salget i gang, i forhold til hvis vi skulle starte fra bunden. Desuden har flere forlag og forfattere fundet ud af, at vi eksisterer, så det i højere grad nu er dem, der tager kontakt til os,« siger Andreas J. Dirksen.
Han ønsker hverken at oplyse, hvilken pris Plusbog køber bøgerne til, hvilken distributør de gør brug af, eller hvor mange abonnenter Plusbog har. Dog fortæller han, at langt størstedelen af salget består af livsstilsbøger og knap så meget skønlitteratur.
50 pct. af Bladkiosken er ejet af Andreas J. Dirksen, mens Freeway, der udvikler og investerer i internetsites som eksempelvis Dating.dk og Arto, ejer den anden halvdel.
Bladkiosken fik i 2010 en bruttofortjeneste på 1,2 mio. kr., mens resultatet blev små 150.000 kr.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere