Bøgerne og sparegrisen

Enderne når sammen, når kassetænkningen bliver udfordret. Sådan ser fremtiden ud. Det er velkendt.

Den østrigske økonom Friedrich von Hayek var passioneret tilhænger af frie priser. De vil, ifølge ham, skabe en ’spontan orden’. En orden, der bedst muligt forstår at udnytte al den viden, der er derude. Det bedst mulige samfund er skabt – et sted mellem metafysik og virkelighed.   

En bid af virkeligheden giver den nobelprisvindende økonom ret. I de sidste 20 år er bogpriserne blevet liberaliseret, og i 2011 blev de givet helt fri. Det er heller ikke længere lovpligtigt at være boghandleruddannet for at få lov til at sælge nye bøger. Nu er det op til butikken at fastsætte prisen, og de store supermarkeder har møvet sig ind på boghandlernes gebet.

Situationen har skabt fornyet dynamik i bogbranchen, som boghandler Kjeld Bonderup påpeger i et interview her på BogMarkedet: ”Den individuelle prisfastsættelse har givet den lokale boghandler og kæderne dette ekstra parameter at rykke på og har givet dem en ekstra mulighed for at differentiere sig i forhold til hinanden.”

Man kan tilføje, at der aldrig er blevet solgt så mange bøger i Danmark som nu. Antallet af bogudgivelser synes at have fundet sin balance, sådan at antallet af titler ikke galopperer vildt og uhæmmet, fortæller direktør for Dansk Forlag Christine Bødtcher-Hansen. Trods den lavere avance til forlagene skabt af de frie priser.

Vejen frem

Når boghandlerne får en stor konkurrent, må de genopfinde sig selv, hvis de ikke skal bukke under. Det har de gjort i stor udstrækning med salg af papir, skoletasker, blyanter, kalendere og så videre. Og det er kun godt, vi stadig kan få assistance fra en professionel boghandler.

Virkeligheden byder på mere. Boghandlerne skal, mener Kjeld Bonderup, i endnu højere grad fokusere på kerneydelsen og styrke kendskabet til bøgerne og forfatterne bag. På denne måde kan de hævde sig. Bogkunden skal have en god oplevelse, når hun besøger bogladen. Bogværket er ikke en standardiseret pakke hakket oksekød med fedtprocent 3-7. Så betyder det mindre, om bogen koster lidt mere end henne i supermarkedet.

Denne bredere virkelighed, hvor den rå prisfastsættelse træder i baggrunden, ser vi mange andre steder i branchen. Selvfølgelig kræver rudekuverterne tilmålt opmærksomhed, men så er de altså heller ikke mere spændende.

Vi ser på…

Spændende er bølgen af små alternative forlag, foråret og sommerens litteraturfestivaler, de nytænkende formidlingstiltag på bibliotekerne, kreative boghandlere, litteratur i kirker og andre utraditionelle steder, oversætternetværk – og alle de udfordrere til vanetænkningen, som jo er alle steder, uanset organisationen eller virksomhedens størrelse.

Denne oplistning af emner dækker over, at de (i et ukontrolleret øjeblik af billeddannelse) er honningkrukker, BogMarkedet vil kaste sig sultent over i løbet af den kommende tid.

 

Gemmer du på en god historie, så skriv til mig: christen@bogmarkedet.dk.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere