Bøgernes højsæson. Aarhus Universitetsforlag

Et godt bogefterår. Carsten Fenger-Grøndahl fortæller om udvalgte udgivelser.

På Aarhus Universitetsforlag kommer vores kærlighed til serier også til udtryk i efterårsmånederne.

Vores prisvindende serie 100 danmarkshistorier byder på bøger om jødernes historie og vilkår i Danmark med ‘Jødefejden’ af Bent Blüdnikow, vi sætter fokus på et af Danmarks største industrieventyr med Morten Pedersens bog om ‘Cementen’, der tager sit udgangspunkt hos nogle driftige folk i Aalborg, og så varmer vi op til genforeningsåret med Hans Schultz Hansens ‘Genforeningen’, der udkommer i starten af december.

Derudover glæder vi os til at præsentere flere af vores populære Tænkepauser. I dette efterår udkommer fire forskeres velformidlede bud på, hvad ‘Søvn’, ‘Nationalitet’, ‘Religion’ og ‘Ro’ er for størrelser.

Det er en svær øvelse for forskere at få formidlet deres store viden på 60 små sider, men det lykkes med succes gang på gang. Læseren er godt underholdt undervejs og klogere bagefter.

---

  

---

Vi har netop udgivet Else Roesdahls lille fine ‘Vikingetid’, som er en introduktion til den populære periode. Det er bogen, du skal læse, hvis du vil vide det absolut vigtigste om vikingerne – og den er skrevet af fagets grand old lady.

Vi glæder os også til at udgive den store gennemillustrerede biografi om Peter Brandes. Og lige efter nytår udgiver vi biografien ‘Mikkel Hindhede og kampen om danskernes kost’, en tankevækkende bog om lægen, der for 100 år siden pegede på mange af de kostråd, der gælder i dag. Dengang blev han latterliggjort på alle måder, men han havde fat i noget af det helt rigtige.

--- 

 

 

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere