Bøgernes højsæson. Batzer & Co.

Efteråret er bøgernes festtid. Arild Batzer fortæller om sæsonens udgivelser og genudgivelser.

Hvordan ser efterårets udgivelsesprogram ud hos jer – sådan i grove træk?

”Efterårets store satsninger på forlaget er de nye romaner af Jon Fosse og Audur Ava Ólafsdóttir og to bøger af Tarjei Vesaas og Peter Handke.

Fosse har skrevet et syvbindsværk, ’Septologien’, og de to første bind udkommer her i efteråret. En storslået fortælling om hvad kunst er, om Gud, alkoholisme, venskab og tiden som går. Og et værk som allerede har fået de norske anmeldere til at gå amok og give bogen syv stjerner. Fosse fik i 2015 Nordisk Råds Litteraturpris.

Audur Ava Ólafsdóttir har skrevet en roman om en smuk kvinde ved navn Hekla som skrev bøger dengang forfatteren helst skulle være en mand, og de smukke kvinder hellere skulle stille op i konkurrencen om at blive Miss Island. Måske Audurs bedste bog til dato. Audur fik i 2018 Nordisk Råds Litteraturpris for ’Ar’, som indtil nu har solgt mere end 7.000 eksemplarer.

Da vi udgav nyoversættelsen af ’Fuglene’ af Tarjei Vesas blev den en stor succes, som nu er kommet i fire oplag. I november udkommer ’Is-slottet’ som han i 1964 fik Nordisk Råds Litteraturpris for. Helle Helle udtalte for nylig til en dansk avis, at det var den bedste bog, hun har læst i sit liv.

I serien med ’Forsøg’ udkommer Peter Handkes ’Forsøg over jukeboksen’. Handke fik som bekendt Nobelprisen for 2019.

Hertil kommer flere klassikerudgivelser med August Strindberg og Franz Kafka samt nye billigudgaver af Per Pettersons romaner ’Ekkoland’ og ’Jeg nægter’.”

 

Hvilke udgivelser venter I jer mest af?

”De nye bøger af Fosse, Audur Ava og Vesaas.”

 

BogMarkedet skrev for nylig en artikel om et fantastisk år hos Batzer & Co.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere