BØGERNES HØJSÆSON. Byens

Bøgernes højtid stråler. I denne serie fortæller en lang række forlag om deres spændende efterårsudgivelser.

Stirrer du også ind i en skærm hver eneste dag? 

Hos Byens er redaktionen meget opmærksomme på folks forbrug af skærme i alle afskygninger. Den kommende udgivelse ‘Skærm’ er sat i gang af en konkurrence afholdt af Byens Forlag og indeholder ti historier om skærmafhængighed, som netop er skrevet af læserne og skærm-brugerne selv.

Ifølge redaktør Julie Hægstad er ‘Skærm’ en yderst aktuel udgivelse, fordi den sætter fokus på det, der fylder rigtig meget i alles hverdag:

“Vores tid handler utroligt meget om iPhones, computere og sociale medier, og derfor mente vi på forlaget, at det var på tide, at nogen skrev om vores digitale livsform. Ved at få læserne til at skrive historierne, bliver det endnu mere relevant, når vi netop hører det fra skærm-brugerne selv.”

”Bogen bliver derfor til i samarbejde med læserne, hvilket også hænger sammen med vores særkende på forlaget om at være i øjenhøjde med folk og lade almindelige mennesker bidrage;” siger hun, der for at møde folk og vise bøgerne frem også arbejder i to bogcaféer i henholdsvis Vejle og København.



Hos Byens Forlag er der dog også plads til at kigge tilbage. Den kommende udgivelse ‘Under Kastanjetræet – 1940’ernes farvel til bondesamfundet’ af 81-årige debutantforfatter Aksel Hundslev, handler nemlig om den store – og altændrende – udvikling, som det danske landbrug undergik i 40’erne og 50’erne. Og det bliver fortalt af én, der oplevede det hele med egne øjne, og som redaktør Marie Lerche tilføjer:

“Aksel er en fremragende fortæller, og man kan lige se det hele for sig, når man læser: de karismatiske landsbyboere, de smukke fynske omgivelser, det travle liv på Toftegården, Aksels fødegård. Det er bestemt en bog for alle, der kan lide historie og en rigtig god fortælling – unge som gamle.”

Byens Forlags bestseller lige nu er ‘Alt om Vinyl’ af Søren Genefke, og den er netop udkommet i 3. oplag. Forlaget oplever da også stor efterspørgsel på bogen: 

“Jeg forstår godt, at ‘Alt om Vinyl’ er vores bestseller. Jeg er selv vild med plader og har en stor samling derhjemme. Den store entusiasme for plader var også tydelig at mærke, da vi tidligere på efteråret afholdt en stor ‘Alt om vinyl-dag’ i vores bogcafé i Vejle.”

Sådan lyder det fra Julie Hægstad, der fortsat venter meget af ‘Alt om Vinyl’ i løbet af efteråret.

Den sidste nye bog, som de to redaktører fremhæver, er den nye roman ‘Halvvejs rundt om søen’ af Pia Konstantin Berg, der stiller skarpt på familielivet i det 21. århundrede:

“‘Halvvejs rundt om søen’ handler om skilsmisse og alle de svære valg, der hører sammen med den beslutning. Historien er derfor utrolig relevant for dem, der har prøvet at være involveret i en skilsmisse, eller som har oplevet problemer på den ene eller anden måde i familielivet – hvilket jo nok er os alle.” 

 

 

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere