Bøgernes højsæson. Cobolt

Bogelskerens balkort er fyldt i efteråret. Pernille Arvedsen fortæller om forlagets udgivelser.

Hvordan ser efterårets udgivelsesprogram ud hos jer – sådan i grove træk? 

”Cobolt har et ekstraordinært mangfoldigt program i år. Det skyldes flere ting. Dels er der selvfølgelig Bogforum, hvor vi får besøg af to store, aktuelle navne, Pénélope Bagieu (‘Skamløs’) og Jason Lutes (‘Berlin’). Ligesom vi i forbindelse med bl.a. en lancering af Kristian Bang Foss’ ‘Kaptajn Haddocks ordbog’ får besøg af den engelske Tintin-ekspert, Michael Farr.

Dels har vi samlet en række af vores danske udgivelser her i slutningen af året. Vi har ‘Ivalu’ af Morten Dürr og Lars Horneman; en modig udgivelse til større børn og voksne, der undersøger og formidler tabuerne incest og selvmord.

Og ‘Reservat’, en tegneserie af Dennis Gade Kofod og Emil Friis Ernst om kærlighed, fremtid og klimakrise. Emil introducerer et revolutionerende tegneserieudtryk og formår i samarbejde med Dennis en helt ny visning af aktuelle og evige tematikker og af stederne København, Bornholm og Mars.

---

    

---

Endelig udkommer Danmarks store tegneserietalent Karoline Stjernfelt med en samling af skæbnefortællinger, ‘Usete steder’. Ligesom Cobolt også udgiver en antologi med årets afgangselever fra Graphic Storytelling i Viborg, ‘Snacks’.

Vi følger desuden op på en række af vores serielle udgivelser og kan slutte året af med lanceringen af en meget fornem serie, ‘Asterix’. Cobolt overtog for ganske nylig de danske rettigheder og vi glæder os til i løbet af de kommende år at kunne reintroducere de danske læsere for en af de allerbedste tegneserier nogensinde.”

---

---

  ---

Hvilken udgivelse venter I jer mest af?

”Det er jo et helt urimeligt spørgsmål. Vores program i år er meget varieret og bredt, hvilket gør det ekstra svært at skulle fremhæve enkelte udgivelser. Men kniven på struben vil jeg gerne pege på ‘Kaptajn Haddocks ordbog’ af Kristian Bang Foss.

En perle af morskab og finurligheder hvor Foss elegant, sjovt og underspillet redegør for de etymologiske såvel som kulturelle baggrunde for hvert enkelt af Haddocks mange bandeord.

Den har været utrolig sjov at lave og det er den type udgivelse, der med sit sprog og hele sit encyklopædiprægede look bliver ved med at underholde og opmuntre.”

--

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere