BØGERNES HØJSÆSON. DreamLitt

Bøgernes højtid stråler. I denne serie fortæller en lang række forlag om deres spændende efterårsudgivelser. Forlagschef Jacob Hedegaard Pedersen har ordet.

Hvordan ser efterårets udgivelsesprogram ud hos jer – sådan i grove træk?

”Forlaget er delt i flere imprints og nedenstående er derfor også være delt op i flere forlagsnavne.

Efteråret er på vores hovedforlag, DreamLitt, højsæson for fantasyudgivelser, hvor flere af vore bøger får mulighed for at blive eksponeret på fantasybogmesserne – især Esbjerg Fantasyfestival og Herlufholm Fantasybogmesse. Derfor udgiver vi en lang række fantasyromaner netop om efteråret og blandt disse kan vi både præsentere debutanter som Pernille Neergaard (‘Verdensherrerne 1 – Opvågningen’) og garvede forfattere som K. L. Berger (‘Døden lyver aldrig’).

Derudover udgiver vi en række skæbnefortællinger, hvor menneskelivets grundvilkår belyses, blandt andet Peer Aarestrups 'Kanas Land', der delvist er baseret på hans egen opvækst, og Werner Funders 'Suk i Moskva'.

På vores imprint Vilhelm, hvor vi fremover blandt andet satser på musikbiografier, tegner Steffen Jungersen i 'Mig og Lemmy' et personligt portræt af Lemmy Kilmister, mens Henrik Hildebrandt følger kongehuset i sin fotobog 'Kongehuset i det nye årtusind'. Bogen blev udsolgt allerede på udgivelsesdagen. Vi har sendt bogen i trykken igen, så den snart er ude hos boghandlerne igen. Samme sted glæder vi os til debatbøger af Sanne Udsen og Morten Ebbe Juul Nielsen.

Hos forlaget Fritid ser vi frem til at kunne bage gode brød med en af Danmarks bedste brødbagere, Simon Clemens, der præsenterer sine bedste opskrifter i 'Brødmanden og den lille brødfabrik'. Og her er der også flere perlepladebøger på vej til julesalget.

Tværveje, der er vores mest specialiserede imprint, og som kun producerer du-er-selv-helten-romaner, hvor læseren involveres i handlingen gennem valg i teksten, udsender romanen 'Fyrtårnet' af Nikolaj Johansen. Handlingen udspiller sig på en lille ø og er stærkt inspireret af H. P. Lovecrafts Cthulhu-univers.

Sidst, men ikke mindst, er altid produktive A. Silvestri klar med en gotisk horrorfortælling, 'Slør', på forlaget Kandor. Han har flere udgivelser hos os i år, også 'Scener fra et parforhold', der har fået mange rosende ord med på vejen.”

 

Hvilke/n udgivelse/r af jeres egne venter I jer mest af?

”Ud over alle de ovennævnte, ser vi specielt frem til Jacob Hedegaard Pedersens roman 'Krigsmager', hvor selve krigen er hovedpersonen frem for de enkelte individer, fortællingen kredser om. Romanen undersøger, om man kan deltage i en krig uden selv at blive korrumperet af dens horrible hændelser.

Forfatteren lægger ikke skjul på, at krigshandlingerne i romanen er inspireret af beretninger fra virkeligheden, og at der er taget udgangspunkt i både antikrigsfilm som 'Dommedag Nu' og samarbejdspolitikken og sabotagegruppernes arbejde i Danmark under Anden Verdenskrig.

Derudover vil vi fremhæve Sanne Udsens 'Verden vil bedrages', hvor Sanne har bevæget sig ned i kaninhullet og fulgt i sporet af Nigeriabrevskrivere og andre svindlere. Hun tegner et portræt af svindlerne af i dag og sætter fokus på flere af de faldgruber, der omgiver os i vores hverdag.

Slutteligt vil vi fremhæve en udgivelse, der står redaktionens hjerte nær: I foråret 2017 tog vi beslutning om at udgive alle væsentlige tekster af H. P. Lovecraft på dansk i ny oversættelse. Første bind, 'Cthulhu kalder. Fortællinger 1926-28', udkommer den 27. oktober og bliver fejret med en reception på BogForum kl. 15.00 samme dag. Fortællingerne omfatter nogle af Lovecrafts mest kendte fortællinger, mesterligt oversat af Jakob Levinsen. Denne udgivelse vil blive fulgt op af endnu et bind i 2019, hvor der også skal følge en biografi om H. P. Lovecraft og hans virke og arv. Den bliver skrevet af en af Danmarks førende Lovecraft-eksperter, lektor Henrik S. Harksen.”

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere