Bøgernes højsæson. Gentlemen's Jockey Club

De kommende måneder er bogelskerens festtid. I dag fortæller Leo Henriksen om forlagets efterårsprogram.

Hvordan ser efterårets udgivelsesprogram ud hos jer – sådan i grove træk?

”Hos Gentlemen's Jockey Club udsender vi kun bøger vi står inde for, og tænker vi kan være med til at få placeret i læsernes bevidsthed, så vi har udgivet Tobias Larsens digtsamling ‘Pendulet – Et selvportræt’. En bog hvor Tobias konfronterer selvet, individualiteten og eksistensen i det hele taget ved at stirre på disse begreber, indtil de helt forsvinder.

Det omskiftelige i vores identitet spejles i kontrastfyldte tekster, der, som et pendul, svinger mellem hektisk rablende by-scener og dybe rolige landskaber. Såvel i verden som i selvet selv. Det er Tobias Larsens første digtsamling hos os, og vi er glade for at have ham, det er en rigtig fin digtsamling, vi som forlag er stolte over at udgive.

Et nyt spændende samarbejde, vi også har fornøjelsen af at sende ud på boghylderne, er det lyrisk-mytologiske fællesværk ‘Høstoffer’.

Bogen er frugten af et samarbejde mellem den københavnske digter Jesper B. Korndal og den midtjyske mytefortæller Johan Chr. Nord. Resultatet er et genreeksperiment – en vekselsang om de gamle Guder i fri troskab mod overleveringen.

Tidligere i år udsendte vi Korndals digtsamling ‘3520 Korndal’, en samling om opvæksten i Farum, der fík ham nomineret til Furesø Kommunes Kulturpris.”

 

Hvilken udgivelse venter I jer mest af?

Start 2020 har vi fornøjelsen af at udsende Claus Høxbroes nye digtsamling ‘Sorte pletter på himlens linse’, og det er virkelig en Høxbroe i lyrisk topform, en melankolsk samling, men også en samling der tager læseren med på en rejse, indre som ydre, der er digte lige fra Indien over Finland til Krakow. Men også masser af Danmark, de fine små billeder af os som mennesker som får smilet frem på læben.

Den bliver rigtig spændende at placere ude hos læserne.”

 

BogMarkedet har interviewet Leo Henriksen blandt andet om forlagets fantasifulde og kreative markedsføring af nye udgivelser.

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere