Bøgernes højsæson. Informations Forlag

De kommende måneder er bogelskerens festtid. Ulla Ewald Stigel og Rasmus Øhlenschlæger Madsen fortæller om et efterår med store historier.

Hvordan ser efterårets udgivelsesprogram ud hos jer – sådan i grove træk? 

”Vi har et enestående efterår på Informations Forlag – også fordi forårets titler stadig finder nye læsere, især Rune Lykkebergs ‘Vesten mod Vesten’ bliver læst vidt og bredt, og så har vi netop haft besøg af Shoshana Zuboff, hvis bog, ‘Overvågningskapitalismens tidsalder’, er et hovedværk og et vendepunkt i diskussionen om digital overvågning.

Diskussionen om overvågning fortsætter vi i efterårets udgivelsesprogram: 17. september udgav vi – samtidig med mere end 20 andre lande verden over – Edward Snowdens erindringer, ‘I offentlighedens tjeneste’.

Derudover har vi som mål fortsat at være med til at tegne og udfordre klimadebatten. Her er vi stolte af at væres forlag for Informations Jørgen Steen Nielsen, der har skrevet om den økologiske krise i mere end 30 år, og som har udgivet ‘Som gjaldt det livet’ tilegnet den nye klimabevægelse, der har rejst sig især gennem det seneste år. Jørgen Steen Nielsens bog leverer argumenterne for, at den truende klimakrise ikke kan løses uden også samtidig at løse den ulighedskrise, vi befinder os i på globalt plan.

Økonomisk ulighed er kernestof for Informations Forlag – og et emne vi fortsætter med at forfølge i 2020. Blandt andet med Thomas Pikettys nye bog, ‘Kapital og ideologi’, som vi udgiver sammen med Djøf forlag. 

I en anden boldgade udgiver vi ganske snart den skotsk-bulgarske forfatter, Kapka Kassabovas tryllebindende rejsebog, ‘Den sidste grænse’, om hendes rejser i grænselandet mellem Bulgarien, Tyrkiet og Grækenland – en oplagt og næsten sfærisk læseoplevelse i anledning af 30-året for Murens fald.”

  

Hvilke udgivelser venter I jer mest af?

”For os har det været helt specielt at udgive Edward Snowdens erindringer. Én ting er de særlige omstændigheder, man udgiver en bog som hans under, krypterede kommunikationstjenester, noget så oldnordisk som arkivering på USB-nøgler og hvad der ellers hører til.

En anden er bogens potentiale: Foruden at være velskrevet og en helt elementært spændende læseoplevelse, formår Snowden også at knytte sine erindringer til den teknologiske udvikling. Bogen er på den måde ikke blot en erindringsbog fra vor tids største whistleblower, men også en fortælling om det digitales historie fra begyndelsen af 1980´erne og til i dag.

Samtidig sætter Snowden nogle seriøse spørgsmålstegn ved den digitale overvågnings invasion i vores privatliv.

Og så tror vi ikke, det er sidste gang i år, at vi opjusterer vores forventninger til Lykkebergs ”Vesten mod Vesten”, der nu er i femte oplag og bliver ved med at sælge.”

Foto: Sigrid Nygaard.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere