BØGERNES HØJSÆSON. ProRex Forlag

Bøgernes højtid stråler. I denne serie fortæller en lang række forlag om deres spændende efterårsudgivelser. I dag Redaktør Else Marie Larsen.

Hvordan ser efterårets udgivelsesprogram ud hos jer? 

”Spændende og varieret. Dette efterår har udgivelserne en lidt anden sammensætning end normalt. To af udgivelserne er af danske forfattere, og en af titlerne er oversat fra engelsk.

Det er to bøger for voksne – en for børn; en biografi, en ‘selvhjælpsbog’ og en roman; to hardcover og en paperback; to s/h og en firefarvet.”

 

Hvilke udgivelser af jeres egne venter I jer mest af?

”Til alle tre titler har vi høje forventninger, fordi de skiller sig positivt ud på hvert deres felt.

‘Hjem hjerte sjæl’ af house coach Kirsten Steno er bogen om praktisk og æstetisk indretning af hjem tilført empati. Bogen er til dem, der savner et hjem, hvor der også er plads til sjælen; dem har hjemve i eget hjem, for eksempel efter en skilsmisse eller flytning.

Kirsten Steno guider til enkle og kreative løsninger for, hvordan man i mit hjem afspejler det, der gør en glad, hvad enten man er ejer eller lejer, og uanset køn, økonomi og familieform. ‘Hjem hjerte sjæl’ er en unik bog, der ikke findes mangen til på bogmarkedet.

‘Hjem hjerte sjæl’ er hardcover med soft touch i firefarver. Grafisk design: PR Consult.dk. 192 sider

‘Hindupræst møder Jesus’ rammer lige ind i efterårets fokus på guruer. Forfatteren Rahil Patel var en feteret højt på strå-hindupræst tilknyttet den indiske guru Guruji og hans bevægelse. Han var en fremragende akademiker og blændende taler, åndelig vejleder for politikere, business folk og kendisser.

For ham var livet en lang stræben efter at finde fred med gud. Helt uventet møder han Jesus. Det blev starten på en livsforvandlende rejse, der førte ham ind i kristendommen. Rahil Patel bor i dag i England.

‘Hindupræst møder Jesus’ er oversat af Helge Hoffmann.  Paperback med cover af Stoltzedesign. 302 sider

‘Koks i kulissen’ er en roman for børn (8-13 år). Alder afhængig af om det er højtlæsning eller læs selv. Bogen er velegnet til begge formål. De to mandlige hovedpersoner går i 7. klasse, lillebror er lige begyndt i skolen. Morfar er også med sammen med en række andre finurlige karakterer. Og så har jeg slet ikke nævnt Maria… ohh... hun har de smukkeste øjne...

‘Koks i kulissen’ emmer af forfatterens humoristiske tilgang til livet. Desuden er den spændende, med skæve vinkler og en overraskende handling i en kulisse ud over det normale. Forfatteren Hans Jørn Østerby er entertainer og musiker. Det er hans første børnebog. Han er også forfatter til en af vores bestseller ‘Ind i lyset’. Hardcover med omslag af Stoltzedesign. 214 sider.”

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere