Bøgernes højsæson. Silkefyret

De kommende måneder er bogelskerens festtid. I dag fortæller Allan Lillelund Andersen om forlagets efterårsprogram.

Hvordan ser efterårets udgivelsesprogram ud hos jer – sådan i grove træk? 

”Vi udkommer med to bøger her til Bogforum:

En dansk novellesamling af P.-B. Halberg, der har bygget alle novellerne op ud fra sin oplevelse af at være udsendt til kriseramte områder og krigsfronten. Værket hedder ‘Man-at-war-Bay’. 

Desuden udkommer vi med et engelsk værk, ‘I Tidevandszonen’ af Sarah Moss, der handler om en familie, der bliver ramt af den værste katastrofe, nemlig at datteren får et hjertestop. Hun overlever, men familien lever med frygten og lægerne kan ikke finde ud af, hvad hun fejler, eller om det kan ske igen. 

Vi udkommer sidst på året med en boliviansk novellesamling, ‘Vores døde verden’ af Liliana Colanzi. Hun er en af de unge debuterende novelister fra Bolivia, der har en lovende forfatterfremtid foran sig.”

 

Hvilken efterårsudgivelse venter du dig mest af?

”Jeg forventer mig meget af den danske novellesamling af P.-B. Halberg, som er den første novellesamling på dansk, som Silkefyret udkommer med.

P.-B. læser op til Bogforum og til Litterære Dage i Løve's Bogcafé til efteråret, hvilket vi også glæder os meget til!”

 

Allan Lillelund Andersen står desuden bag litteraturmessen BogGods i Aarhus i forsommeren, og BogMarkedet interviewede ham i den anledning.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere