Bag Om Bogen: Kampen for Danmarks eksistens

Med Dommedag Als, efterfølgeren til Slagtehal Dybbøl, afslutter forfatteren Tom Buk-Swienty sin beretning om krigen i 1864Af Jannik LunnTom Buk-Swienty: Dommedag Als 29. juni 1864, Kampen for Danmarks eksistens. Illustreret med gamle fotos, indbundet. 474 sider. GyldendalKun de færreste er i dag klar over, at det var slaget om Als – og ikke stormen på...

Med Dommedag Als, efterfølgeren til Slagtehal Dybbøl,
afslutter forfatteren Tom Buk-Swienty sin beretning om krigen i 1864
Af Jannik Lunn

Tom Buk-Swienty: Dommedag Als 29. juni 1864, Kampen for Danmarks eksistens. Illustreret med gamle fotos, indbundet. 474 sider. Gyldendal

Kun de færreste er i dag klar over, at det var slaget om Als – og ikke stormen på Dybbøl den 18. april 1864 – der var krigens afgørende militære begivenhed. Netop dette slag den 29. juni samme år samt de efterfølgende fredsforhandlinger kom til at danne grundlag for det Danmark, vi kender i dag. At Danmark, hvis politikerne og specielt kong Christian den 9. havde været lidt smidigere, allerede i 1864 kunne have fået en grænse mod Tyskland meget længere sydpå, er kendt, men først via forfatteren Tom Buk-Swientys adgang til Christian den 9.s arkiv kan man i Dommedag Als læse, hvordan den danske konge på egen hånd forhandlede om, at Danmark skulle optages i Det Tyske Forbund.

Gennem sin bror prins Hans kontaktede kongen den belgiske konge Leopold, for at han kunne forelægge idéen for prøjserne, men heldigvis takkede Bismarck nej. Hidtil har det været næsten ukendt, at kongen set med nutidens øjne, men nok ikke med datidens, lænede sig op ad en slags landsforræderi. Med Dommedag Als afslutter Tom Buk-Swienty sit næsten 900 sider store værk om krigen i 1864.

BogMarkedet besøgte forfatteren på Fyn, øen, hvor resterne af de danske tropper fortrak til efter det forsmædelige nederlag på Als.
Var det fra begyndelsen meningen, at der også skulle komme en næsten 500 sider stor bog om slaget på Als?

»Nej, overhovedet ikke. Da jeg skrev Slagtehal Dybbøl, var jeg så meget nede i detaljerne, at jeg havde svært ved at slutte den. Derfor måtte jeg på et tidspunkt sige: Cut. Og så var muligheden der jo for en fortsættelse, og jo mere jeg gravede frem, des mere indså jeg, at Dybbøl kun var opvarmningen før det endelige slag. På den måde kunne jeg gøre krigen færdig, men jeg fandt meget mere materiale, end jeg først havde forestillet mig. Der var meget politisk guf; det var næsten en græsk tragedie.«

Hvordan kan det være, at ingen tidligere har haft adgang til Christian den 9.s arkiv?

»Der er simpelthen ikke nogen, der har søgt om det. Men jeg blev nysgerrig, da jeg så, hvor let tidligere historieskrivere er gået hen over, at Christian den 9. jo faktisk var ved at gøre Danmark til en del af Tyskland. Men selv om Steffen Heiberg sagde: »Det arkiv får du aldrig adgang til«, så sendte jeg først min ansøgning til Rigsarkivet, som sendte mig videre til dronningens kabinetssekretær, som så gik videre til dronningen. Jeg har fået at vide, at man diskuterede det her i en halv time, men så fik jeg tilladelsen.«

Den stædige konge
Var det virkelig ønsket om en grænse syd for Dannevirke, der gjorde Chr. den 9. så uforsonlig?
»Ja, kongen var vokset op på Louisenlund, som lå lige syd for den grænse, som briterne meget generøst foreslog under fredsforhandlingerne, og jeg tror, at kongen følte, han mistede sin barndom, hvis Louisenlund blev tysk.

Christian den 9. var så besat på at beholde hertugdømmerne, at han prøvede at genoplive helstaten på et tidspunkt, hvor den tanke var helt død i forhandlingerne. Og man må nok sige, at kongen via sin stædighed bærer hovedansvaret for, at grænsen kom til at ligge så langt mod nord, som tilfældet blev. Bl.a. forkastede han jo prøjsernes meget fremsynede idé om en folkeafstemning i Slesvig.«

Det, at prøjserne efterfølgende mere eller mindre invaderede hele Jylland, har praktisk talt ikke har været beskrevet tidligere, hvorfor?

»Jeg tror, at historikerne helt bevidst følte, at beskrivelsen af nederlagene skulle stoppe ved Dybbøl, for nu var det på tide, at danskerne genopfandt sig selv som nation. Prøjserne var jo faktisk helt oppe ved Kap Skagen, som de kaldte Danmarks nordligste punkt. Det var nok ikke, fordi de ville have Jylland med, man kan mere se det som en slags gidselaffære, hvor Jylland kunne være et godt bytteobjekt under fredsforhandlingerne.«

Tom Buk-Swienty fortæller i bogen, hvordan de mange soldater (4. division), som blev jaget helt op nord for Limfjorden, blev udskibet fra Frederikshavn og sejlet til Fyn, og det er i øvrigt herfra udtrykket ”røven af 4. division” stammer.

Når Dybbøl i modsætning til resten af krigen i 1864 er så berømt, er det så historien om danskernes tapre kamp mod overmagten, der er årsagen? Altså den underlegne Davids kamp mod den onde Goliat?

»Ja, i høj grad, for efter Dybbøl var der fx en stor sympati for Danmark hos briterne, men den velvilje lykkedes det på forbløffende vis danskerne at spille sig af hænde gennem den ene fejlbeslutning efter den anden. Det endte med, at både England og Frankrig havde mistet enhver tiltro til Danmark, og at det for dem var ligegyldigt, om Danmark eksisterede eller ej; for fra at have været et land, man regnede med, var Danmark med sin nye grænse reduceret med en tredjedel.«

With a little help from my friends
Tom Buk-Swienty har modtaget et utal af breve og e-mails om forfædre, som oplevede 1864, fra læsere af hans Dybbøl-bog og folk, der har overværet hans mange foredrag. Sammen med lokale skrifter, som han fandt via bibliotek.dk og langt over 100 bøger, indeholder arkivet i forfatterens hjem efterhånden mange hyldemetre om krigen i 1864.

Det er heller ikke helt få hjælpere, der bliver takket i efterskriftet. »Her har Gyldendal været meget generøse. De har afsat penge til research, så jeg var i stand til fx at have en studenterhjælp i nogle måneder, og der har været en ekspert, som kunne læse de mange gamle håndskrevne breve og beretninger, en anden, som ved at læse alt om retssagen omkring panserskibet Rolf Krake og dets uheldige indsats ved slaget om Als, kunne finde de nedslag, jeg skulle bruge. Og endelig har der været venner, bekendte og konsulenter, som har læst med undervejs.«

Er det en tilfældighed, at dette meget omfattende værk om 1864 udkommer netop nu?

»Ja, det kan man måske godt sige, for idéen kom udefra, og i begyndelsen var det kun meningen, at jeg skulle skrive en lille Hvem Hvad Hvor-lignende sag om sidste gang, vi var i krig. Jeg har altid været fascineret af Tolstojs Krig og fred, så jeg lod mig lynhurtigt hvirvle ind i et historisk drama, som jeg har arbejdet manisk på i fire-fem år.«

Du lover din familie, at din besynderlige trang til at lade dig opsluge af svundne tider nu er forbi. Kan vi stole på det?

»Nej, og det er ikke helt korrekt citeret. Det er denne krig, jeg er færdig med, men selv om jeg som journalist elsker nutiden, så bliver min næste bog en, som på en måde har baggrund i 1864. Det bliver nemlig en biografi om Adolph Wilhelm Dinesen (Boganis), som var far til Karen Blixen. Han var som helt ung med ved Dybbøl og var en slags nederlagets søn. Det overvandt han aldrig. Han var en adrenalin-junkie, som senere meldte sig som frivillig i forskellige krige, og i sine sidste år var han politiker i København, inden han i 1895 begik selvmord. Om to år kommer jeg med en bog, som er et produkt af Dybbøl, kan man sige.«

Tom Buk-Swienty siger til slut, at han ikke har ambitioner om at skrive skønlitteratur: »Jeg er vild med at skildre verden, som den er og har været, og det er der så meget sprængkraft i, at jeg ikke behøver at digte videre på det. Men den historiske roman, der bygger på virkelige personer, er da en spændende gråzone, og jeg vil ikke udelukke, at jeg en dag kunne finde på at skrive om fx Christian den 2. eller Margrete den 1. på den måde; for dem kan man jo ikke komme så tæt ind på som på personerne fra 1864.«


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere