Vores fælles baggrundstæppe

Det er slemt at tænke på, hvad vi litteraturelskere ville mangle, hvis vi ikke havde gode oversættere. Vi taler med Lotte Jansen om hjemmesiden VerdenOversat.

I 2019 fyldte Dansk Oversætterforbund (DOF) 75 år. Inden jubilæumsåret randt ud, nåede man at søsætte websiden VerdenOversat, der bringer artikler om fremragende danske oversættelser af klassiske værker udgivet i foreningens første trekvarte århundrede.    

Hjemmesiden er inspireret af den britiske oversættersætterforening, der til sit 60-årsjubilæum stod bag en lignende webside. Siden er redigeret af oversætterne Juliane Wammen og Lotte Jansen.

Vi har stillet sidstnævnte et par spørgsmål.

 

Hvad er idéen bag websiden – med andre ord: Hvad kan vi bruge artiklerne om gamle oversættelser til i dag (vi lever jo i en verden, hvor vi skal ud over stepperne)? 

”Kan man tale om ‘gamle oversættelser’? Tænk bare på, hvor meget af den omfattende litteratur fra verden uden for Danmark, som vi ikke ville have adgang til det uden oversætternes indsats. Litteratur og forfattere, der er blevet en del af vores fælles baggrundstæppe:

Astrid Lindgrens ‘Pippi Langstrømpe’, George Orwells ‘Kammerat Napoleon’, James Joyces ‘Ulysses’, Saint-Exupérys ‘Den lille prins’, ‘Anne Franks dagbog’ for bare at nævne nogle af de ‘gamle’, men også Dan Brown, Haruki Murakami, Karl Ove Knausgaard, Orhan Pamuk.

Men også langt mindre kendte værker som Tayeb Salihs ‘Tid til opbrud nordpå’ oversat fra arabisk, Tsitsi Dangarembgas ‘Nervøse tilstande’ fra Zimbabwe eller den nigerianske Amos Tutuolas ‘Palmevinsdrankeren’.

Så uden at ville tage noget fra forfatterne og deres originale værker vil vi med VerdenOversat hylde den oversatte litteratur – og oversætterne.”

 

Hvad er jeres ambition - kan man for eksempel forestille sig, at websiden udvikler sig til at være et online debatforum for oversættere? Hvorfor/hvorfor ikke?

”Nej, vi forestiller os ikke VerdenOversat som et debatforum for oversættere. Den opgave ligger snarere hos Babelfisken.

Jeg tror egentlig snarere, vi forestiller os at ‘læserne’ meget gerne må bidrage med kommentarer til eller gode historier om de værker, vi fremhæver, og eventuelle forslag til værker, de synes burde nævnes.

Er der en bog, de ville være kede af at være gået glip af, fordi den ikke var blevet oversat til dansk?

Da VerdenOversat er sat i søen for at fejre Dansk Oversætterforbunds 75-års jubilæum, håber vi også at kunne komme med gode historier om forbundet fra arkiverne!

Også her modtager vi gerne bidrag udefra.”


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere