Batman i blækket

Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat fungerer efter hensigten

En evaluering af de treårige arbejdslegater uddelt af Statens Kunstfond viser, at 95 % af de forfattere, der har besvaret spørgeskemaundersøgelsen forud for rapporten, mener, at legatet har haft betydning for deres litterære udvikling. I alt har 88 forfattere modtaget legatet i perioden 2006-16, og 79 % af dem har svaret.

Desuden fortæller 60 %, at modtagelsen af arbejdslegatet har betydet, at de har kastet sig over nye genrer og/eller formater. 

”Det har været vigtigt for os at evaluere de treårige arbejdslegater for at undersøge," siger Tomas Lagermand Lundme, der er formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur, i en pressemeddelelse, "om ordningen bliver brugt efter hensigten – og det er vi til fulde blevet bekræftet i. De store legater skal give forfatterne mulighed for at fokusere på at skrive og tegne deres bøger og formidle deres forfatterskaber. I stor skala betyder det, at vi med de 3-årige arbejdslegater i særlig grad er med til at investere i og udvikle det litterære kredsløb. Vitaminindsprøjtningen er dermed givet godt ud.”

Forfatter Leonora Christina Skov, der selv modtog arbejdslegatet i 2010, tilføjer: ”Legatet var den absolut største kunstneriske anerkendelse, jeg havde fået, og den var en saltvandsindsprøjtning for mig. Jeg har vovet meget mere litterært, siden jeg fik det legat, og jeg har også taget mit virke mere seriøst. Når nogen troede så meget på mit talent, at de ville give mig alle de penge, syntes jeg, det forpligtede.”

Titlen på dette opslag er et citat fra forfatter Mads Nygaard, som fortæller, hvad arbejdslegatet har betydet for ham.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere