Bibliotekarerne var atlas

Karantænen har ramt bibliotekerne hårdt. Vi ved endnu ikke hvor slemt. Men vi ved, at meget skal gentænkes.

Bibliotekerne lukkede, så vi kunne høre dørene smække over hele landet. Bibliotekarer og kulturformidlere hentede deres arbejdsredskaber og låste efter sig. Landet lukkede ned, og vi var dømt en ikkekritisk funktion. Det, mener jeg ikke, skal diskuteres. Ej heller, om det var det rigtige at gøre. Det var det, vi gjorde.

Nu må vi tale om, hvad det har betydet. Hvad kan vi lære og tage med videre i en verden, der næppe med et trylleslag vender tilbage til den normal, vi kendte?

I bedste Danske Bank-stil skal vi lære en ny normal. Noget af det, vi lærte, var, at bibliotekarer og kulturformidlere ikke giver op.

Vi måtte vende vores måde at tænke på, men det gik stærkt, og bibliotekarer over hele landet gik i gang med at finkæmme eReolen for litteratur, finpudsede deres skriftlige kommunikation, udtænkte online læseklubber, forfattersamtaler, guidet fælleslæsning og anbefalinger i læssevis.

Lige pludselig var der et benspænd, der gjorde, at vi kan kun formidle det, der kan findes tilgængeligt online, og det tvang os til at tænke anderledes.

I årevis har vi arbejdet på at gøre biblioteket til mere end en bogsamling, et samlingssted, et bankende kulturelt hjerte i lokalsamfundet. Bibliotekar Jan M. Johansen skrev i 2018, at “Bibliotekstænkeren R. David Lankes skriver da også, at et tomt lokale med en bibliotekar er et bibliotek, mens et lokale fyldt med bøger uden en bibliotekar blot er et rum med bøger.”

På landsplan gav bibliotekarerne ikke op og fortsatte deres virke. Det er mennesket, der har båret biblioteket, siden dørene lukkede. Vi satte os til tasterne, i teammøder og tænkebokse og fremsatte et hidtil uhørt digitalt formidlingsfremstød, for nu var tiden der pludselig til det.

 

Dem uden mellemled

Men det skulle handle om børnebiblioteket, kan jeg høre redaktøren af BogMarkedet mumle, og det kommer vi til nu.

For der er bestemt problemer med situationen lige nu – og især for dem, der fylder mindst i samfundet, de svageste, de udsatte og børnene, som nogle gange falder ind under flere af de kategorier.

Det digitale kræver, som oftest, et mellemled i form af en voksen. Uanset hvor meget vi prøver, så er det i meget lav grad børn og unge, der følger os på sociale medier og besøger vores hjemmesider. For kontakt til dem er det direkte møde essentielt, og det mistede vi.

Samtidig med at forældrene skulle varetage hjemmearbejde, hjemmepasning og hjemmeskoling, måtte vi også forlade os på, at de læste vores anbefalinger og havde overskuddet til at formidle dem videre til børnene. Selv der er det ikke det samme, når det kommer fra far, som når det kommer fra en engageret bibliotekar, der har læst bøgerne, og som er vant til at tale med børn og unge om litteratur.

Det er i særdeleshed et problem for de børn og unge, der ikke har et ressourcestærkt mellemled. Finder kulturen overhovedet vej til dem lige nu?

Når vi tænker i genåbning og løsninger, så er der et kraftigt fokus på de ressourcestærke. At kunne hente reserveringer eller endda browse på hylderne gavner dem, der allerede er læsere og trygge på biblioteket, både fysisk og online.

De, der har brug for hjælp, har brug for mennesket, for begejstringen ved litteraturen, den levende formidler.

Hvor mange læsere er blevet tabt på gulvet de sidste seks uger? Det er et mørketal, der næppe bliver belyst, men jeg håber, det er en overvejelse, bibliotekerne gør sig i deres genåbningstanker og sætter kraftigt ind på målrettede læselystkampagner, der ikke begrænser sig til biblioteksrummet.

 

Kathrine Pachniuk er børnebibliotekar ved Københavns Biblioteker. Gæstelederen er skrevet i samarbejde med Anna Overlund, Julie Arndrup og Julie Ottosen.

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere