Bibliotekerne vinder i USA

Amerikanerne gik oftere på biblioteket end i biografen sidste år. Nye tal viser, at bibliotekerne leverer det fortrukne kulturudbud i USA.

Musikkoncerter, biografture, museumsbesøg, sportskampe, casinoaftener og zoologiske haver må alle se sig slået af bibliotekerne, som amerikanernes foretrukne kulturoplevelser. På trods af indtægter i den amerikanske filmindutri på rundt regnet 40 milliarder, er det alligevel ikke nok til at sikre første pladsen, når det kommer til kulturelle oplevelser. 

10,5 ture på biblioteket blev det til i gennemsnit for voksne amerikanere, mens det blev til 5,3 ture i biografen, 3,8 til koncerter og 2,5 ture på museum, det viser en ny Gallup-undersøgelse over amerikanernes fritidsaktiviteter og kulturvaner.

Det er især dem med lave indkomster, der bruger bibliotekernes kulturelle tilbud, i forhold til dem med højere indkomster. Bibliotekerne er gratis og stiller mange services til rådighed blandt andet wi-fi, hvilket kan være medvirkende til forskellen.

Undersøgelsen viser også, at kvinder besøger bibliotekerne dobbelt så ofte som mænd, mens mænd, måske ikke så overraskende, besøger casinoer og går til sports events oftere end kvinder.

På trods af den vigtige kulturelle rolle bibliotekerne spiller i USA, har græsrødder ellers travlt med at sikre, at præsident Trump ikke skærer støtten til IMLS (Institute of Museum and Library Services) helt væk i hans 2021 budgetforslag. Og det er ikke første gang, han forsøger det, skriver Publishers Weekly.

Foto: iStock/Getty Images


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere