Biblioteksafgiften er udbetalt

I år får langt flere udbetalt biblioteksafgift end tidligere, og forfattere til digitale bøger får nu også penge

I alt udbetales 179,3 millioner kr. til i alt 10.497 forfattere, oversættere, illustratorer, billedkunstnere, komponister og andre. Pengene udbetales, hvis bøgerne m.m. er tilgængelige enten på landets folkebiblioteker eller på folkeskolens pædagogiske læringscentre. 

Mere end 2.000 flere får udbetalt bibliotekspenge i forhold til sidste år, hvis til dels skyldes, at udbetalingsgrænsen kun er på 1.275 kr., altså 900 kr. lavere end sidste år. Det betyder, at antallet af udlån ikke længere behøver at være så stort.

For første gang indgår digitale udgivelser ved siden af de trykte. Disse skal lånes på folkebibliotekernes digitale udlånstjeneste, eReolen, eller hos hos NOTA (tidl. Danmarks Blindebibliotek). Den digitale del af bibliotekspengene udgør ca. fire procent.

”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu for første gang udbetaler biblioteksafgift til blandt andet forfattere af e-bøger og netlydbøger," udtaler kulturminister Mette Bock, "for når stadigt flere af os læser litteratur i netop disse formater, giver det god mening, at biblioteksafgiften afspejler den udvikling. Og så er jeg glad for at se, at den nye udbetalingsgrænse betyder, at flere end 2.000 flere personer får del i bibliotekspengene i forhold til sidste år. Det viser, at justeringen af udbetalingsgrænsen virker helt efter hensigten.”

Top 10 over modtagere af biblioteksafgift (placering på listen i år 2017 i parentes):

1. Bjarne Reuter (1)
2. Josefine Ottesen (2)
3. Dennis Jürgensen (5)
4. Lene Kaaberbøl (3)
5. Bent Haller (4)
6. Kenneth Bøgh Andersen (9)
7. Benny Andersen (6)
8. Jørn Jensen (7)
9. Kim Fupz Aakeson (8)
10. Maria Helleberg (ny)


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere