Big Data is watching you

Tale er sølv, tavshed guld. Hårde tal er De vises Sten. Jagten er gået ind på de dyrebare klumper.

Bogbranchen er den østrigske økonom Friedrich von Hayeks ønskedrøm om kapitalismen: Noget dynamisk, ingen kan overskue.

Man må prøve sig frem, overraskelserne venter omkring hvert hjørne. Dette skyldes ikke mindst bogbranchens legendariske mangel på præcise tal om bogkøbernes vaner.

Landsmandskollegaen Joseph Schumpeter drømte om ‘kreativ destruktion’ som kapitalismens kerne. De friske idéer fra de unge spillere fejer de gamle, hæderkronede virksomheder af banen.

To mareridt i virkelighedens verden.

                                                                                                                                                                  

Vi vil glamme med ulven

Datamanglen er på vej bort fra at være en irritationsfaktor, der er ens for alle, uanset om man arbejder i produktions- eller detailleddet, til at blive en højpotent konkurrencefaktor:

Nogle har nemlig de dyrebare tal.

Amazon – ulvens navn – udnytter snarrådigt det enorme ”arkiv” med oplysninger om kundernes bogkøb indsamlet via den digitale salgsplatform til at kunne tilpasse indkøb, markedsføring, og hvad man ellers kan tænke sig.

Forstandig analyse af Big Data muliggør en mere præcis kundesegmentering end forlæggernes indfølte fingerspidsfornemmelse. Vi rører ved kernen. Store danske forlag vil med på vognen, hvor vinduerne er pudset.

Lur mig om ønsket om tilgængelige brugerdata ikke gemmer sig et eller andet sted bag JP/Politikens Hus’ overtagelse af Danmarks største netboghandel Saxo.

Saxo sidder, ifølge de oplysninger de selv har givet til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, på fem-ti % af det samlede bogsalg i Danmark.

Bevares, fem-ti % giver et begrænset billede af de samlede danske bogkøbere, men det er nok til, at Saxo sidste år mente at kunne give et samlet billede af bogkøbernes vaner. Og JP/Politikens Hus skal nok vide at gøre brug af de oplysninger, de kan hive ud af Saxos ordrebog.

Da Gyldendal annoncerede en ny direktør til Gyldendals Bogklubber i starten af oktober, var ambitionen ifølge hovedparten af pressemeddelelsen at revitalisere den skrantende bogklubforretning, der i de sidste mange år har mistet medlemmer.

En mere potent årsag gemte sig uden tvivl i de halvvejs dunkle, afsluttende ord i adm. direktør Morten Hesseldahls udtalelse. Bogklubberne skal, blev han citeret for, være med til at ”udvikle forlagets evne til at arbejde mere evidensbaseret.”

Bogklubberne er altså transformeret fra at være hængedynd til at blive en Big Data-guldgrube for forlaget Gyldendal i sin helhed.

Men hvad gør andre forlag?

Foto: iStock/Getty Images.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere