Blodmåne af Katrine Engberg

Katrine Engberg skriver sig op til de store danske krimiforfattere med Blodmåne. Det er velskrevet nordic noir med mange skønne karakterer, der alle bidrager med fremdrift i bogen og skaber interessante og læsevenlige scener - også uden for plotrammen.

Alpha Bartholdy drikker afløbsrens til en modefest. Han dør af den ætsende væske, og dermed sættes scenen til en heksejagt i det Københavnske jetset-miljø, hvor mange af karaktererne er direkte modelleret efter personer, man allerede kender fra de kulørte blade. I det interessante plot finder vi også Mads og Monopolet og en mistænkelig konkurs. Der er flere tråde, der skal efterforskes af Jeppe Kørner og Anette Werner, før motivet for drabet bliver synligt. Imellem de mistænkte personer er en af Jeppe Kørner bedste venner, skuespilleren Johannes, der har været Alphas elsker. Men hvad er hoved og hale på relationerne, og hvem i jetset-miljøet har ikke rent mel i posen? Eller er mordet sket som en direkte afløber af råd givet i Mads og Monopolet?

Blodmåne er en selvstændig fortsættelse af Engbergs debutroman Krokodillevogteren, der udkom på Lindhardt og Ringhof i februar 2016. Engberg har siden skiftet forlag til People's Press, og med Blodmåne formår Katrine Engberg at bygge ovenpå det allerede interessante persongalleri, der blev skabt i debutromanen. Karaktererne kryber ind under huden på læseren, de handler som rigtige mennesker, dialogen bliver aldrig forceret og generelt fungerer langt de fleste facetter i opbygningen af plot og karakterer. Læseren følger flere af karaktererne, men historien bliver aldrig forvirrende og drives fremad både plotmæssigt og karaktermæssigt af alle involverede synsvinkler. Læseren ved altid, hvor han er, uden at føle, at forfatteren tager ham for meget i hånden. 

Katrine Engbergs andet bind om Jeppe Kørner og Anette Werner er ikke bare en krimi, der flyder. Den flyder så flot, at man ofte bliver overrasket over, hvor nemt og hurtigt, man kommer gennem bogen. Håndværket er stærkt, redigeringen af bogen er tæt på eminent, og den fremstår helstøbt og læsevenlig. Der er ofte kræset for sproget og metaforerne, hvorfor Blodmåne ikke fremstår som en banal kriminalroman, men derimod nordic noir af højeste kvalitet.

Denne signatur havde en god oplevelse med læsning af bogen samt lytning til Katrine Engbergs stemme på lydbogen, som virkelig er behagelig. Det er altid lækkert, når forfatteren selv kan indlæse sine bøger, og det kan Katrine Engberg i den grad. I min optik bør Blodmåne blive en af denne sommers store sælgere, også selvom bogen udkommer i slipstrømmen på Jesper Steins Papa

Tillykke til People's Press og Katrine Engberg med udgivelsen.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere