B.O. Bøger køber samlet ind

Men kædens boglader skal have bøgerne leveret decentraltAf Jannik LunnTidligere besøgte de fleste forlag 13 forskellige Bog & idé-forretninger, der alle hørte ind under B.O.Bøger A/S. Nu har denne kæde i kæden valgt at købe ind centralt, men leveringen er stadig decentral.Bogmarkedet spurgte Jørn Bach, direktør i B.O.Bøger, hvorfor man har taget dette...

Men kædens boglader skal have bøgerne leveret decentralt

Af Jannik Lunn

Tidligere besøgte de fleste forlag 13 forskellige Bog & idé-forretninger, der alle hørte ind under B.O.Bøger A/S. Nu har denne kæde i kæden valgt at købe ind centralt, men leveringen er stadig decentral.
Bogmarkedet spurgte Jørn Bach, direktør i B.O.Bøger, hvorfor man har taget dette skridt.
»Det er bl.a. for at få et bedre overblik over, hvad vi køber, og det er meningen, at der på skift skal deltage en 2-3 medarbejdere fra andre afdelinger, når vi køber ind i Lyngby.
Vi har nogle erfaringer i vores talmateriale, der fortæller os hvilke titler, vi kan sælge hvad af, og kombineret med kompetente medarbejderes gode købmandsskab, er jeg overbevist om, at vi får en bedre disponering, og jeg mener, at det er til gavn for både forlæggere og boghandlere. Bøger, der returneres, er det kun fragtmænd og forlagsekspeditioner, der tjener penge på.«
Det er vel også for at presse forlagene til at give jer nogle bedre betingelser?
»Det er det selvfølgelig også, men jeg synes heller ikke, at den information, forlagene giver ved besøg i butikkerne, er særlig hensigtsmæssig. Det er tit, vi får fortalt om nye bøger i maj, og når de så endelig kommer til november, har alle glemt, hvad de handlede om.«
Men ligger der ikke en fare i, at jeres medarbejdere måske ikke har den samme motivation til at sælge de bøger, som de ikke selv har været med til at disponere i?
»Jo, der ligger helt klart en fare, men det er den, vi prøver at råde bod på, ved på skift at lade forskellige medarbejdere deltage i indkøbsmøderne. Samtidig ved vi, at vi har flere unge uerfarne ledere, der måske lettere falder for repræsentanternes salgsargumenter, og her mener jeg, at vi nok køber mere fornuftigt ind.«

Regionale præsentationsmøder
Hvad vil I så gøre for at motivere jeres medarbejdere, når de ikke ser nyhederne?
»Der arbejder vi henimod, at forlagene vil præsentere de vigtigste nyheder regionalt, og at vi vil få noget bedre informationsmateriale. Der er jo mange moderne medier. Det kan både laves på cd-rom eller over Internet.«
Kan man sige, at I vil bruge jeres størrelse til at lægge pres på forlagene med hensyn til rabat og evt. returret?
»Både og, vi vil i hvert fald gerne i dialog med forlagene om, hvad vi kan gøre for den enkelte titel for at sælge nogle flere bøger. Det kan dreje sig om udstillinger – måske med et vist sikkerhedsnet under.«
Hvad siger forlagene til jeres nye initiativ?
»Der er en række forlag, der kan se fordelene i det, men mange sælgere synes generelt, at det er en dødssyg idé.«
Er det her en forløber for, at hele Bog & idé-kæden skal købe ind på den måde?
»Ja, det er det helt klart! Vi indøver bare systemet, men det vil komme. Det er faktisk vedtaget på vores møder, og allerede nu vil Jens Bertelsen, der er bogindkøbschef i Bog & idé, deltage i vore indkøbsmøder. Man vil så indkøbe udvalgte titler centralt – men levere dem decentralt efter en fordelingsnøgle, så de kommer til at ligge de rigtige steder. Når vi vælger den decentrale levering, er det fordi, boghandlerne stadig skal kunne sortere og individuelt klare deres årsretur. Grunden til den ændrede måde at købe ind på er ikke, at vi vil gøre vores butikker til bestsellerforretninger – tværtimod. Sidste år solgte vi faktisk 14.880 forskellige titler i vores firma. Vi vil have et bredt udvalg, og så skal vi være gode til at skaffe hjem, og her vil BiBi være med til at gøre denne proces mere effektiv,« slutter Jørn Bach, der beretter, at man allerede har haft nogle meget positive møder med mange forlag.
Vi ville også godt have haft en kommentar fra Jens Bertelsen, men det har desværre ikke været muligt.

Hvor er gevinsten for forlagene
Vi talte med Lene Juul Byrjalsen, Politikens Forlag, som havde været i Lyngby og præsentere sine forårsnyheder. Da Politiken i forvejen har et anderledes disponeringssystem, var der ikke noget nyt i, at der ikke anvendes tid i de enkelte boglader på disponering. Hun havde svært ved at se, hvor gevinsten ligger hos forlagene, hvis man både skal yde ekstra rabat på i forvejen salgbare titler og måske yderligere returret. I særdeleshed mener Lene Juul, at der jo ikke er nogen synderlig besparelse for forlagene, hvis bøgerne skal leveres decentralt. Derimod var hun spændt på at modtage ideer til nye former for space management ude i butikkerne, og det kan godt være situationen bliver anderledes, når Politikens Forlag til efteråret kommer i luften med den nye Politiken-linie, som endnu ikke kan røbes.
Jan Schmith, Gyldendal, har også været til møde med B.O.Bøger, og som udgangspunkt ser han med bekymring på, at man ikke mere får den direkte kontakt til kædens øvrige forretninger. Ellers var mødet tilfredsstillende, og Jan Schmith opfattede Jens Bertelsens rolle på den måde, at man fra Bog & idé-kæden vil udvælge titler, der egner sig til kampagneaktivitet, og hvor man senere vil vende tilbage til forlaget for at høre, hvordan man vil spille med titel for titel.
Derimod har Jan Schmith svært ved at se, hvordan der skal blive råd til at give ekstra rabatter, når der stadig skal leveres decentralt, men der kan blive tale om markedsføringsbidrag, og det vil man fra Gyldendals side se på med venlige øjne.

Bedre informationsniveau
Vi talte også med Morten Hesseldahl, Høst og Søn, der ser på Jørn Bachs nye initiativ med meget positive øjne. Han betragter det som et udslag af de ændrede samhandelsregler. På Høst har man allerede omlagt salgsstrategien, så man besøger væsentligt færre boghandlere. På den måde passer forlagets strategi sammen med Bog & idés.
Ifølge Hesseldahl har forlaget fået mange meldinger om, at det har højnet informationsniveauet. Boghandlerne er glade for det skriftlige materiale, som Høst sender ud, og som de fleste steder ligger i frokoststuerne, hvor det bliver læst af hele personalet.
Morten Hesseldahl efterlyser en større forskellighed imellem de forskellige kæder, som for ofte satser på de samme titler og hænger de samme plakater op. Han mener, at man med B.O.Bøgers nye salgsform åbner muligheder for nye initiativer fx særoplag, som aftales i samarbejde med de enkelte forlag.
8/9 2001

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere