Bog & idé støtter syge børn

Ved en auktion på nettet kan man byde på en frokost med en række »kendte« fra tv, dags- og ugepressenAf Jannik LunnSammen med en række andre kændisser fra år 2002 kunne Peter Brixtofte skåle i god rødvin, da sløret blev løftet for et nyt Bog & idé-initiativ: Gå i byen med en berømthed og støt syge børn.I Skt. Gertruds Kloster på Hauser Plads i...

Ved en auktion på nettet kan man byde på en frokost med en række »kendte« fra tv, dags- og ugepressen

Af Jannik Lunn

Sammen med en række andre kændisser fra år 2002 kunne Peter Brixtofte skåle i god rødvin, da sløret blev løftet for et nyt Bog & idé-initiativ: Gå i byen med en berømthed og støt syge børn.
I Skt. Gertruds Kloster på Hauser Plads i København, der rummer en imponerende vinkælder, havde projektansvarlig Jonathan Løw indkaldt til pressemøde i anledning af endnu et velgørende projekt fra Bog & idé. I samarbejde med Børneprojekt Danmark har boghandlerkæden tidligere afholdt auktion over bl.a. en række signerede bøger, som tilsammen indbragte omkring 50.000 kr., der gik til arbejdet med syge børn, og på sidste efterårs bogfestival i Ridehuset i Århus indsamlede Bog & idé hele 90.000, som både anvendes til et børneprojekt samt til at sende 50 børn til superligafodbold sammen med deres forældre.
Det nye projekt går ud på, at man på internetsiden www.qxl.dk kan byde på en frokost eller middag med en af 16 såkaldt kendte, en liste, der foruden Brixtofte byder på navne som Don Ø, Naser Khader, Lars Bom, Anders Lund Madsen, Henrik Boserup og såmænd kulturminister Brian Mikkelsen samt en række mænd og kvinder, der har gjort sig bemærkede i tv’s Reality Show Robinson på TV3.
Med hjælp fra diverse sponsorer, som betaler både mad og drikke, kan de penge, auktionen indbringer, gå ubeskåret til Børneprojekt Danmark, hvis formand, den tidligere badmintonverdensmester Poul Erik Høyer, udtrykte håb om mellem 75.000 og 100.000 kr., der skal bruges til fx en blærescanner til Aalborg Sygehus, et apparat, der vil lette tilværelsen for mange syge børn.

Litteraturfestival i København
Under pressemødet spurgte Bogmarkedet, om ‘events’ er en ny varegruppe hos Bog & idé. Jonathan Løw svarede: »Ja, det kan man godt sige. Vi planlægger bl.a. en litteraturfestival i København til efteråret. Den skal antageligt finde sted på et teater. Man kan imidlertid også forestille sig ‘events’ i den enkelte boghandel, men det er slet ikke planlagt endnu.«
Er der mange kendte, der har takket nej til »Gå i byen« arrangementet?
»Ikke mange, men der er nogle, der enten ikke syntes om idéen eller ikke havde tid. Det er jo ofte travle folk, vi taler om.«
Hvorfor er der ikke ‘rigtige’ forfattere med?
»Det er nok mest, fordi vi savner farverige forfattere som fx Dan Turèll. Vi fandt ikke, at der var emner, som det publikum, vi henvender os til, ville finde det attraktivt at gå i byen med.«
Kunne I ikke i højere grad samtidig have markedsført bøger i jeres butikker, hvis der havde været forfattere med?
»Det har vi faktisk ikke tænkt på, og projektet er jo ikke lavet for at sælge. Det må ikke blive for kommercielt.«
Er I ikke bange for som bogkæde at blive sat i bås med Billedbladet, Se og Hør og andre, der dyrker ‘de kendte’?
»Jo, der ligger måske en fare, men på den anden side, så er vores målgruppe ikke de intellektuelle. Det er mere Familien Danmark. Folk, der synes, at det er interessant at læse om ‘de kendte’ i ugebladene.«
I har tidligere holdt en auktion og en litteraturfestival. Hvilke erfaringer gav det?
»Auktionen gav indblik i, hvad der kan sælges på auktion, og hvad der ikke kan sælges, og litteraturfestivalen var skruet sammen på den måde, at da vi startede, var alt betalt, så billetindtægterne kunne gå ubeskåret til Børneprojekt Danmark. Det var sponsorer, der sammen med Litteraturrådet betalte startudgifterne. Men bortset fra Borgens Forlag, der var sponsor, synes jeg godt, at forlagene kunne have større interesse i at være sponsorer,« siger Jonathan Løw.
Når auktionen er afsluttet til februar, vil Bogmarkedet fortælle om resultatet.
(Bogmarkedet nr. 2 - 2003)

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere