Bogefteråret hos alpha

Traditionen tro præsenterer danske forlag deres efterårs- og juleprogram hos os. Birgitte Franch fortæller.

Alphas første efterår har på alle måder været ualmindeligt. Forlaget blev etableret for knap et år siden, dengang hed vi Strawberry, og havde endnu ikke udgivet vores første bog, før corona kom og ændrede alting. Vi og vores svenske søsterforlag skiftede ejere fra norske Petter Stordalen til svenske Bonnier Books, navn til alpha, og i sidste måned flyttede vi så ind i vores nye kontorer på Frederiksborggade. 

På mange måder har vi haft to begyndelser, men når vi om ganske få uger sender efterårets to sidste bøger ud i verden, kan vi kigge tilbage på et 2020, som har været brolagt med corona-benspænd og alligevel fuldstændig fantastisk, og en udgivelsesliste med bøger, som rammer læseren i hjertekulen, eksistensen, deres politiske jeg og hængekøjen. Bøger, man kan tale om, og som har kvalitet til at blive fortalt igen og igen.

Det må man sige, at Katrine Engbergs kriminalroman ‘Isola’ har. Bogen har ligget #1 på bestsellerlisten de sidste fire uger og er ikke for krimielskere alene. Det er en vanvittig velskrevet og spændende historie om at være menneske, om ensomhed og blodets bånd, til alle læsere, der elsker nuancerede portrætter, en medrivende fortælling og gerne vil fælde en tåre og gispe samtidigt.

Efterårets sidste bog udkommer i slutningen af november, det er Camilla Läckbergs smukke lille knaldperle ‘Nådesløse kvinder’ om tre kvinder, som tager til genmæle over for deres mænd på pænt udspekuleret vis. Det er en bog til tiden, nu hvor vi for alvor italesætter diskussionen om køn, magt og grænser herhjemme.

---

 '''

---

Køn og magt, men også kærlighed, sex, politik og moderskab – ja, alt hvad der hører til et kvindeliv, når man har passeret 40 – er på dagsorden i vores første udgivelse inden for narrativ non-fiktion ‘Breve til livet’. Bogen er skrevet af to af vores generations stærkeste og modigste stemmer, Ditte Giese og Anne Sofie Allarp. Det er en skarp og bevægende bog til mødre, døtre og veninder, og måske deres mænd! Du kommer til at grine, græde og diskutere undervejs.

Så vil jeg fremhæve to markante bøger, der kan få børn og unges øjne væk fra skærmen, nemlig Trine Appels roman ‘Fortidens port’ og Nillou Zoey Johannsens ‘Øen – eller Newsha Farwans hemmelige dagbog’. ‘Fortidens port’ er første bog i en fantasy-trilogi om fem søskende fra Lolland, der bliver sendt tilbage til 1200-tallet for at opklare mordet i Finderup Lade, en episk fortælling med vingesus. ‘Øen’ har 12-årige Newsha i hovedrollen og handler om at befinde sig i grænselandet mellem barn og voksen, om fremmedgjorthed, og så sætter romanen ansigt på en politisk idé om at sende flygtninge til en øde ø, som kunne have været virkelighed …

---

---

Iblandt de oversatte romaner kan vi garantere kærlighed, underholdning og gribende skæbner med australske Natasha Lesters store historiske roman ‘Den franske fotograf’. Romanen bygger på den amerikanske fotograf Lee Millers sande historie under Anden Verdenskrig og er stærkt vanedannende. Vi lover, at der kommer flere bøger fra hendes hånd.

En anden af vores oversatte romaner er Jeanine Cummins ‘Jordens salt’. Det er en uafrystelig bog. Rørende, umulig at lægge fra sig og desuden den mest omdiskuterede roman i USA i år. En bog, som er skræmmende aktuel og alligevel får dig til at glemme tid og sted.

Og i disse svære, mærkelige tider, hvor vi væbner os med mundbind og social afstand, er der, måske mere end på noget andet tidspunkt, brug for at forsvinde ind i litteraturens magiske univers.

God læselyst.


Kommentarer

    • 17/11/2020
    • Kl. 11:18
    • Preben B Knudsen
    Tak, Birgitte, for super orientering. Vh, Preben
Du skal være logget ind for at kommentere