Bogefteråret hos FILO

Traditionen tro præsenterer danske forlag deres efterårs- og juleprogram hos os. Poul Henrik Mikkelsen fortæller.

‘Den menneskelige tragedie – en guddommelig komedie’

Selvom Jan Jensen ikke skriver med versaler, så taler han med store bogstaver. Han er ordrig, højtråbende, morsom, rablende og bidsk ironisk i sin samfundskritik, og hans personlige bekendelser skriger uden filter smerten ud.

Hans første og eneste digtsamling er et imponerende værk, både på grund af den voldsomme energi, der kommer til udtryk både i sproget, der uafladeligt yngler med nye ord og udtryk, og ved evnen til både at formidle kendte myter og skabe egne mytologiske fortællinger.

I sig selv er digtenes fortællende præg også med til at gøre samlingen forskellig fra, hvad man ellers ser. For ligesom Jan Jensen i sit hovedvirke som maler er helt sin egen, er han også unik som digter.

---

   

---

‘Homo Solidaricus’

På høje tid og nødvendigvis - midt i denne coronakrise, udkommer bogen Homo Solidaricus

Jo nærmere vi kommer det enkelte menneske, jo mere må vi sætte spørgsmålstegn ved den gængse økonomiske og politiske opfattelse af homo economicus, der bygger på et noget bizart menneskesyn om, at vi alle har snæversynede egeninteresser i alt, hvad vi gør.

I denne bog argumenterer forfatterne for Homo Solidaricus. Med ny indsigt fra forskningen i biologi, adfærdsvidenskab og økonomi er det gamle menneskesyn under hård kritik. Mennesket er ikke grundlæggende egoistisk, men solidaritet og fællesskab er dybt forankret i os.

 ---

 

 ---

‘Historien rocker’

Rockens historie er vores historie. Rockmusik har ikke bare været lydsporet, men med til at forme begivenhederne gennem mere end fem årtier. Ny bog viser hvordan – og lader os genoplive det hele.

I begyndelsen var det de unges musik. Men de unge blev ældre, og snart lyttede far, bedstefar og sønnike til de samme sange og kunstnere. For de fleste af os har rockmusikken været lydsporet til vores liv. Men den har været mere end det, skriver historikeren Thorkil Smitt. Populærmusikken har været med til forme vores historie, og i bogen ’Historien rocker’ viser han hvordan. 

---

---

‘Den lille terrorist’

Det er en bog om en rejse – mellem to lande, to civilisationer, to sprog
– En bog af en (ny) franskmand.

Det er et farvel til barndommen som det opleves af en lille syrisk dreng der bliver opdraget i en ”normal”, salafistisk familie til at blive en lille terrorist ligesom hovedparten af drengene i sit miljø. Det er også et farvel til diktaturstaten Syrien, et farvel til det arabiske sprog og til Orienten gennem en detaljeret beskrivelse af de begivenheder som får drengen til i første omgang at overtage sin opdragelsesidealer, men til senere at forkaste dem, blive dissident og slå ind på flygtningenes lange vej mod Frankrig. Den verden han beskriver, er ikke præget af Vesten, men gennemsyret af Islam, med islæt af følsomhed og humor.

Omar Youssef Souleimane er en syrisk journalist og digter. Han tilbringer sin ungdom i Saudi Arabien, hvor han bliver opdraget efter Koranens strengeste principper, alt imens han i hemmelighed læser Éluards og Aragons digte. Han kommer til Paris som flygtning, og her lever han i dag. Den lille terrorist er hans første roman.

---

---

I sommers fortalte Poul Henrik Mikkelsen BogMarkedet om sin indsats med digitalisering af undervisningsmateriale gennem flere årtier og et langt liv i forlagsbranchen.

 

 

 

 

 

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere