Bogefteråret hos Informations Forlag

Traditionen tro præsenterer danske forlag deres efterårs- og juleprogram hos os. Ulla Ewald Stigel fortæller.

Hvordan ser efterårets udgivelsesprogram ud hos jer – sådan i grove træk?

”Efteråret begyndte med at vi udgav en lille bog om Hegel, som fandt et ganske stort publikum – første oplag blev simpelthen udsolgt på en weekend, så det var en absolut tilfredsstillende start på efteråret 2020.

Kort efter lancerede vi vores nye serie Bibliotek for ny kunstteori med bøgerne ‘Samtidskunstens teorier’ af Juliane Rebentisch og ‘Toldfri Kunst’ af Hito Steyerl, som er en af den internationale kunstscenes største stjerner pt.

I denne uge udkommer Erika Fatlands Bragepris-nominerede rejsebog fra Himalaya ‘Højt’, som har fået den ene 6-stjernede anmeldelse efter den anden fra de norske anmeldere og begejstret mere end 20.000 norske læsere.

Og så glæder vi os også til, at ‘Genopdragelsen’ udkommer. Det er en dokumentarisk beretning om den unge pige Samia, som blev sendt på genopdragelsesrejse i Pakistan. En urovækkende og rørende bog om social kontrol.”

---

   

---

Hvilke udgivelser venter I jer mest af?

”I foråret udgav vi Thomas Pikettys nye bestseller ‘Kapital og Ideologi’, som udkom dagen inden landet lukkede ned til seksstjernede anmeldelser i Berlingske og Politiken.

Lock-downen var for mange læsere en god anledning til at læse den franske økonoms digre 1100 siders værk om ulighedens historie – og Coronakrisen har da bestemt heller ikke gjort det mindre relevant at tale om ulighed, tvært om, så den forventer vi også kommer til at ligge under en del juletræer.

Og så tror vi, at de danske læsere, ligesom de norske, får lyst til at rejse med Erika Fatland til Himalaya. Når nu verden er lukket, åbner hendes bog for en enestående rejse i tanken.

Vi er naturligvis også meget spændte på, hvordan ‘Genopdragelsen’ lander – det er chokerende læsning og en vigtig debat.”

---

---

Forside: Ulla Ewald Stigel og Rasmus Øhlenschlæger Madsen.

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere