Bogefteråret hos mellemgaard

Traditionen tro præsenterer danske forlag deres efterårs- og juleprogram hos os. Kaj Sørensen fortæller.

Hos mellemgaard har vi et omfattende efterårsprogram, der indeholder både originale danske titler og oversættelser.

Blandt de mange danske titler kan vi fremhæve en biografi om en af verdens bedste ultraløbere, Stine Rex. Heidi Egeberg Johansen tegner i ‘Stine Rex – gør det simpelt et portræt af ikke bare en enestående ultraløber, men også af et sjældent fint menneske med et dybt engagement i både sine medmennesker og samfundslivet.

---

---

På det skønlitterære område glæder vi os til at udgive de næste bind i Nick Messengers kontroversielle serie ‘Firmaet Jesus Kristus’. Det er en højdramatisk krimiserie, der tager udgangspunkt i Kierkegaards teologi, ikke mindst hans kirkekamp, som overraskende viser sig at være sprængfarligt stof for det 21. århundredes magthavere.

Skrevet i stil med Umberto Ecos romaer er serien et fornemt eksempel på, hvordan man sagtens kan formidle intellektuelle materier inden for krimiens rammer. Den, der påstår, at krimien som genre blot byder på tomme kalorier, kan blive klogere her!

---

---

Mellemgaard, som er kendt for sine mange originale danske udgivelser, udgiver nu også oversættelser fra en række sprog.

Blandt de udenlandske biografier, vi har på vej, glæder vi os særligt til ‘Meghan og Harry. Den sande historie’. Denne meget omfattende skildring af Sussexerne, og ikke mindst deres kontroversielle brud med kongehuset, er skrevet af den navnkundige kongehusspecialist Lady Colin Campbell, der har talt med et utal af kilder tæt på parret.

Bogen har vakt opsigt i Storbritannien, og vi håber, den også vil blive godt modtaget af de mange, der her i landet interesserer sig for hertugparret og livet i det engelske kongehus.

---

---

Til slut vil vi nævne Annelie Wendebergs Anna Kronberg-serie. I denne mørke victorianske krimiserie bliver detektivlægen Anna Kronberg uafladeligt rodet ind i nye, stadig mere gruopvækkende sager.

Forklædt som mand kaster hun sig uforskrækket ind i opklaringen af dem, men helt alene står hun dog ikke, for hun møder allerede på sin første sag en vis Sherlock Holmes, med hvem hun indgår et frugtbart makkerskab.

Serien er blevet godt modtaget i både USA og forfatterens hjemland, Tyskland, og kan altså nu forurolige danske læsere.

---

 

 

 


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere