Bogefteråret hos Trykværket

Traditionen tro præsenterer danske forlag deres efterårs- og juleprogram hos os. Stig Petersen fortæller.

Hvordan ser efterårets udgivelsesprogram ud hos jer – sådan i grove træk? 

”Trykværket er jo et medudgiverforlag, som i høj grad lever på forfatternes skriveglæde og udgivelseslyst. Og den må vi sige er ret stor i denne tid; måske coronaen giver mere tid til eftertænksomhed og handling?

Vores udgivelser spænder virkelig bredt, må vi sige. 

‘Offentlig leder på sociale medier’ er endnu en fagbog om kommunikation fra Troels Johannesen, som tidligere er udkommet med ’Del dig stærkere’. Også om lederes behov for at kommunikere på de sociale medier.

Med øgede krav til synlighed og deltagelse i den offentlige samtale følger også flere krav til de offentlige ledere. De skal kommunikere i øjenhøjde med borgerne, søge dialogen, gøre sig synlige i medierne, åbne organisationen for omverdenen og blive hørt blandt beslutningstagerne.

Her kommer lederens brug af sociale medier ind i billedet. For på sociale medier får lederen sin egen sendemast til at kommunikere eksternt og gøre sig tilgængelig for omverdenen. Og samtidig en platform til at styrke sit ledelsesrum og slå antennerne ud for at blive en bedre leder. Bogens forord er skrevet af Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

---

---

En helt fantastisk restaurant – LYST – er skabt på førstesalen i Fjordenhus, i Vejle Havn, kreeret af Olafur Eliasson i samarbejde med ejeren, Morten Kirk Johansen. Bogen ‘Lyst – An Immersive Dining Experience’ er et forsøg på at indfange den essens, som restauranten er rundet af: naturen med dens iboende foranderlighed og sanselighed.

Den er fortællingen om LYST i ord, skitser og billeder, der formidler samspillet mellem lokalfunderet gastronomi og design og arkitektur i verdensklasse, skabt af kunstneren Olafur Eliasson og arkitekten Sebastian Behmann. Og så er den ikke mindst fortællingen om de ildsjæle - leverandører, sankere, bønder og fiskere - der hver dag kommer til LYST med deres råvarer. Plukket, fanget og dyrket på marker, strande, skove, ved mælkekar og på vandet omkring Vejleegnen. 

'LYST' er meget mere end en bog om mad. Det er en kunstbog, der ligesom restauranten, vækker sanserne til live. Bogen fremhæver den skabelsesproces, som en lille håndfuld dedikerede udøvere inden for gastronomi, arkitektur, kunst og design kastede sig ud i med ønsket om at skabe en radikal anderledes restaurantoplevelse. En restaurant, der bringer naturen helt ind i samvær med gæsten.

---

---

En meget velmenende udgivelse er ‘Bogen om Selvmord’ af Sven Westergaard, som forsøger at give især unge med selvmordstanker mod til at leve livet videre, at finde nye veje til at genfinde sig selv og troen på, at det er værd at leve.

Hvem skulle nu tro, at en lagkage kan flyve? Jo, jo, hvis man kommer til at bage en lagkagemotor ind i lagkagen, så kan der ske meget skørt for dem, der møder den på dens sprælske flyvetur. Så meget fantasi og mere til har Anders Foldspang, professor emeritus i folkesundhed, og han har skrevet og tegnet denne børnebog med både tekst og skønne og skøre illustrationer.

‘Lagkagebogen’ fortæller historien om de to børn, Lars på otte og Toke på fire, som gerne vil bage en fødselsdagslagkage til deres underbo, pianisten Stradivarius, men kommer til at bage en lagkagemotor ind i den. Hvad i al verden kommer der ud af det? Den ene har starteren - den anden stopperen - så man skal jo enes! Målgruppen er børn fra fire til otte år.

---

---

På fagbogs-/selvhjælpsområdet har vi netop udgivet ‘Terapiguiden’, som vil gøre valget af psykoterapi meget lettere for dem, der har personlige problemer og søger veje ud af dem. Men hvordan? Og i hvilken retning. Bogen er en forbrugerguide til alle, som ønsker at vide, hvad det er at gå i terapi - og hvordan det fungerer.

‘Kvinden fra Magnoliavej’ er en krimi, skrevet af et debuterende forfatterpar, som gerne vil give krimien et twist med skildringer af andre sider af mordet og opklaringen.

En 38-årig fraskilt kvinde findes myrdet, fastfrosset i sne og is uden for sit hjem. Hendes 11-årige søn har siddet alene i huset henover julen.

Kvinden fra Magnoliavej er en kriminalroman, men også en kollektivroman, hvor læseren får psykologisk indblik i en række personer og deres skæbner. Det er også en realistisk fortælling om et nutidigt lokalsamfund i Hornsherred, om politiarbejde og dets menneskelige konsekvenser, om familiers og børns vilkår, og om hvordan svigt kan ødelægge et menneske og føre til desperate handlinger.

Kød eller planter? er i høj grad et spørgsmål om dyreetik, mener Niels Kristian Kragh i bogen ‘Men vi har jo altid spist kød!’

Her er den aktuelle debat om veganisme eller kødspisning omdrejningspunkt. Forfatteren, som selv er veganer, har skrevet bogen i høj grad, fordi han ser et behov for en mere dyreetisk vinkel på at sadle om fra kødspisning til plantebaserede fødevarer.

Bogen introducerer derfor de idéer, der ligger til grund for dyrs rettigheder og forklarer, hvorfor disse idéer har relevans i dag. Uden hverken at være fordømmende eller moraliserende.   

‘Hvad forhindrer dig i at få det fantastisk?’ er en titel, som både kan tage pusten fra én på forhånd, men også skærpe nysgerrigheden, om der ligger nogle gode pointer for os, der gerne vil have et bedre liv. Troels Brink er ekspert i NLP, og han vil lære os at bruge tanker og følelser til at styre signalerne fra os selv for at sætte mål for, hvordan vi vil leve vores liv - for at få det fantastisk.

For meget nyligt udkom ‘Mefistoles' marionet’ skrevet af Steen Horster med baggrund i hans farfar, Horst Horsters' krigsdagbogs-optegnelser fra 2. verdenskrig. Meget anderledes end andre krigserindringer er her en skæbnefortælling om en af de tyskere, som rejste til Danmark for at komme væk fra nazismen i 1933, men i 1943 tvinges ind i den tyske krigsførelse.

Tanker og skæbner væves ind i hinanden fra livet som rekrut og i venteposition i Lüneburg til rejsen som krigsførende til Balkan og hjemad igen som tabende og forfulgt. Skildringerne vækker til eftertanke om krigens mange ansigter – og soldaternes roller som Hitlers marionetter.

Endelig har vi en erotisk fortælling på programmet, ‘Elena - Amore – Elena’, som er en ung danskers møde i 70’erne med italiensk ungdommelig politisk agitation og frisind i et stærkt erotisk møde mellem forfatteren Peter Kovács og den italienske student, Elena.” 

 

Hvilke udgivelser venter I jer mest af?

”De to førstnævnte har nok mest potentiale, ‘Offentlig leder på sociale medier’ og ‘LYST’, men flere af de øvrige tror jeg bestemt også på har et publikum, for eksempel den søde og sjove ‘Lagkagebogen’.”


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere