Bogefteråret hos Zara

Traditionen tro præsenterer danske forlag deres efterårs- og juleprogram hos os. Anette Adelsbøll fortæller.

Hvordan ser efterårets udgivelsesprogram ud hos jer – sådan i grove træk? 

”Det er vitterligt noget for enhver smag, og hvis vi begynder lidt baglæns, så når vi når mellem jul og nytår, og alle skal bytte gaver, udkommer 1. bind – ‘Dødelig besked’ – i en ny engelsk krimiserie med Kitt Hartley, bibliotekar og Earl Grey-connaisseur, i den gennemgående hovedrolle. Det er cosy crime, hvor alle os, der ikke er til det voldsomt uhyggelige og blodige, men godt kan hygge os med et par mord eller flere, kan være med og få nogle gode gysende timer.

Dernæst har vi over de næste måneder madlavning på programmet; det gælder i første omgang ‘SALAT SALAT SALAT’ af Stephanie Spangsberg (har tidligere udgivet ‘BRUNCH BRUNCH BRUNCH’), der er vores første kogebog, som udkommer i oktober.

Vi leverer også en kogebog til halvstore børn, som selv har lyst til og mod på at gå i køkkenet og overraske resten af familien: ‘Juniorkogebogen’ af den succesfulde influencer og madblogger Maria Christensen (har tidligere udgivet ‘Mad og kærlighed’).

---

   

---

Gode madvaner styres af psykologi; det gør business og livets vilkår også. Vi lægger ud med en nu endnu mere aktuel bog, da mange desværre skal se sig om efter et nyt job i kølvandet på krise, nedlukning og mange restriktioner: ‘Freelancehåndbogen’ af to meget kompetente og erfarne kvinder, Lisbeth Rysgaard og Gerda Hempel, der er flittige foredragsholdere, og som har været inviteret så langt væk som både Irland, Kina og Brasilien for at afholde symposier.

Der kommer nyt fra Torben Wiese, ‘Grib dine kriser’ (har tidligere udgivet ‘Bryd vanen og nå dine mål’ og ‘Bøj fisken, mens den er frisk’), som behandler håndtering af livets kriser, som vi alle bliver kastet ud i fra tid til anden enten privat eller i jobmæssig sammenhæng, men som altid rammer personligt.

---

    

---

Josefine Campbell, som har årelang erfaring som coach, og som har guidet toperhvervsfolk igennem mange år, har vi også på programmet med en bog om at være mentalt agil – det alle toperhvervsledere taler om – i bogen ‘Er du klar eller kapret?’ Som med Torben Wieses bog henvender den sig også til os alle, idet vi alle givet kan have glæde af at lære at reagere på en hensigtsmæssig måde, når vi møder det uventede.

Vi lader god trivsel samle trådene. Derfor genudgiver vi Susanne Clod Pedersen og Kristian Rasmussens ‘Klaverbogen’, der udkom på Rosinante for over 20 år siden, men som nu leveres i en ny, frisk udgave, for der findes ikke bøger til unge og voksne, der gerne vil have en grundig vejledning og baggrundsviden til det gode klaverspil.

Børnene skal heller ikke snydes, så vi er lige på trapperne med en ny bog med ikke færre end 12 knapper med dinosaurbrøl i serien Min lille bog med lyde, og har genoptrykt ‘Min gigastore bog om jorden og universet’.”

 

Hvilke udgivelser venter I jer mest af? 

”Vi ville ikke udgive en eneste bog, som vi ikke tror og håber på, men når det er sagt, har vi store forhåbninger til Helen Cox, som er forfatteren bag Kitt Hartley-serien, og så forventer vi især interesse om det grønne køkken, som indtager danskernes madpakker og middagsborde mere og mere.

Og så kan I godt glæde jer til 2021, hvor der kommer meget mere nyt og spændende!”

---

---

Foto: De tre stærke kvinder bag forlaget, v-h: Rikke, Tina, Anette.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere