Pressetekst: Udstillingen Årets Bedste Bogarbejde 2017 viser de mest innovative bud på nutidigt dansk bogdesign d.13. juni til 12. august.

Flotte storværker med høj lækkerhedsværdi. Forførende tekstbøger, hvor typografien nærmest griber fat i læseren. Og en håndindbundet bog, hvor bogbinderen ved at indfatte sin egen gribende historie i udsøgte materialer og fornemt håndværk har skabt et højdepunkt i dansk bogbinds historie….

Den fysiske bog lever. Godt, endda. Kreativiteten blomstrer, og der er efterspørgsel på bøger, der er gjort noget ud af. Udfordringen fra e-bogen har skabt en lavine af udtryksfuldt, lækkert og eksperimenterende bogdesign, både fra de store forlag og ikke mindst fra mange nye, små bogproducenter.

I udstillingen Årets Bedste Bogarbejde 2017 præsenterer Forening for Boghaandværk de mest vellykkede bud på dansk bogdesign lige nu: 40 spændende, nyskabende og eksperimenterende bøger og bogbind fra det forgangne år. Her er bøger fra store forlag og fra mange små og nyskabende danske bogproducenter samt det bedste, danske bogbindere frembringer.

To bøger – en for voksne og en for børn – samt en håndindbundet bog modtager Den Danske Bogdesignpris i forbindelse med åbningen af udstillingen. Ligeledes uddeles årets hæderspriser.

Udstillingen på Det Kgl. Bibliotek, hvortil der er gratis adgang i bibliotekets åbningstid, er tænkt sammen med en parallel særudstilling:

 

Sort på hvidt – Vi elsker bøger!

Bøger kan både ses, føles, duftes og på alle måder opleves. Udstillingen består af en række sammenhængende installationer skabt af forskellige bogdesignere og kunsthåndværkere fra bogens verden.

Sort på hvidt – Vi elsker bøger! formidler sanseligt, hvad den fysiske bog kan. Hvordan den pirrer vores sanseapparat, aktiverer vores følelser, vækker vores begær, bidrager til læring og dannelse, nysgerrighed, passion og erkendelse.

Oplev udstillingen på Kirkebybroen i Den Sorte Diamant fra den 13. juni til 12. august 2017.