Bogen som medie står stærk

Forlaget Lindhardt & Ringhof præsenterede i sidste uge et historisk stærkt årsregnskab for 2018. Adm. direktør Lars Boesgaard fortæller om baggrunden.

Som de fleste af vores læsere ved, så fremlagde landets to suverænt største forlag deres årsregnskaber i sidste uge. De pegede i hver sin retning.

Gyldendals årsresultat for 2018 var historisk dårligt, hvilket blandt andet skyldtes lavere salg end forventet på en del bogtitler, herunder bestsellere, lagernedskrivninger, mindre tilslutning til forlagets bogklubber, men også fremadrettede investeringer blandt andet i en digitale undervisningstjeneste MentorDanmark.

Omvendt var resultatet forrygende hos Lindhardt & Ringhof, og overskuddet før skat var kun lidt lavere end Gyldendals.

Lindhardt & Ringhof har i 2018 gjort sig positivt bemærket med meget omtalte udgivelser fra for eksempel Merete Pryds Helle, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Mich Vraa og Knud Romer. Forlaget kunne således præsentere forlaget bedste resultat indtil nu, hvor omsætningen – alle imprints og underforlag medregnet – var steget 10 % i forhold til 2017.

En bemærkelsesværdig fremgang i en branche, hvor kriseklokkerne ofte høres bimle. I denne anledning fangede vi adm. direktør Lars Boesgaard for at få en kommentar.

 

Færre og færre læser bøger, fortæller Bog- og Litteraturpanelets seneste rapport. Det hele ser halvskidt ud, skal man tro rapporten, men I klarer jer ikke desto mindre supergodt:

Hvorfor?

”Vores resultat viser, at bogen som medie stadig står stærkt. Det handler om at antage de rigtige bøger. Det kan lyde banalt, men det er det ikke.

Vi er nu et stærkt og sammenspillet hold om hver udgivelse, som læser med før antagelse, arbejder med manuskriptet og hjælper med at gøre verden opmærksom på den.

Hvis et forlag bare sprøjter udgivelser ud, uden at give bogen og forfatteren den nødvendige kærlighed, så kan det være lige meget. Og så handler det om at være til stede i alle de formater, hvor læserne er i dag. Den klassiske papirbog, e-bogen, lydbogen, print-on-demand med flere.

For bogbranchens udfordring i dag er læsernes tid. Her kæmper vi mod Netflix, Facebook og så videre.

Vi havde en klar plan for forlaget, som vi har investeret vores arbejde og penge i de sidste fem år, og nu virker vores plan. Derfor går det godt, og derfor ser vi lyst på 2019 også.”


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere