BogForum – elsket og frygtet

Forlagene har samme had/kærligheds- forhold til BogForum, som mange har til julen. 

   
”Der er ikke noget, jeg hellere ville, end at lade være med at deltage i BogForum. Men jeg tør squ ikke.”
Sagt af direktøren for et pænt stort forlag, da vi i anden anledning snakkede sammen for en måneds tid siden. Det blev sagt på en måde, så det var tydeligt, at han både mente det og ikke helt mente det alligevel. Og den dobbelthed – og udtalelsen i sig selv – afspejler meget godt det forhold, forlagene har til BogForum, og som minder slående om det forhold, mange har til julen: På den ene side forventningens glæde over de hyggelige timer i familiens skød/sammen med forlagets forfattere og bogelskerne, traditionerne (”same procedure as every year”), gaverne/bogsalget og så videre – på den anden side forbandelserne over at have så travlt og skulle nå så meget, frygten for at onkel Emil laver skandale/en af forfatterne ikke dukker op til det aftalte interview – og ude på sidelinjen står den vrede teenager/de følsomme kunstnere og synes, det hele bliver mere og mere kommercielt og bare afspejler det kapitalistiske samfunds jagt på profit.
I morgen bliver det så juleaften for forlagene, der deler milde gaver ud i form af spændende nyudgivelser, masser af ”messetilbud” og et hav af interviews og debatter, og hvor de begejstrede gæster strømmer ind i hallerne. Forlagenes medarbejdere vil stå på hovedet for at yde optimal service, og søndag aften vil de trætte og med ømme fødder synke sammen i sofaen og tænke, at ”det gik da vist meget godt. Men hvor er det dejligt, der er et helt år til næste gang.”
 
Når førnævnte direktør ikke kan lade være med at tænke, at det vil være fedt bare at springe det hele over, skyldes det selvfølgelig ikke mindst, at det er en dyr fornøjelse for de fleste forlag at have en stand tre dage i BellaCenter. Stadepladsen koster penge i sig selv – men det er den mindste udgift. Pengene går til opbygning og indretning af standen, til honorarer til dem, der skal interviewe forfatterne og ikke mindst til løn og afspadsering til personalet, der betjener standene. Der er måske enkelte mindre forlag, der kan tjene udgifterne hjem, hvis man ikke skeler for meget til timelønnen til de to ejere, der selv står i standen alle tre dage – men for det store flertal er BogForum en negativ udgift på markedsføringskontoen.
Når forlagene alligevel trofast stiller op år efter år, skyldes det alt det andet. Alt det, der ligger ud over den nøgne, økonomiske beregning: Først og fremmest skal men ikke underkende den værdi, det har for det enkelte forlag og ikke mindst for bogen som sådan, at 30.000 mennesker lægger vejen forbi BellaCenter og begejstrede kommer hjem med nyindkøbte bøger og hovedet fuldt af indtryk fra de interviews og debatter, de har deltaget i. BogForum er samtidig en unik mulighed for forlagene til at møde deres kunder og få nogle gode snakke om bøger. Hertil kommer, at det også er en god anledning til at nurse forfatterne lidt og – kynisk sagt – også give 20 minutters rampelys til de forfattere, der ikke får et stort interview eller en portrætartikel i medierne, når deres bog udkommer. Og så er der – trods alt – salget, som dækker i det mindste nogle af udgifterne.
Så derfor ses vi derude alle sammen i morgen. Same procedure as last year.  
 
 Og vi glæder os. Trods bøvlet og den slunkne pengepung.
Så derfor: Glædelig jul – eller øh, jeg mener: hav et rigtig godt BogForum.

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere