Boghandel: Andre varer trak op

Julesalget 2010 var mange steder generet af vejret, og de omsætningsmæssige resultater varierede stærkt fra sted til sted, mens bogsalget over nettet steg kraftigtAf Jannik LunnMan kan ikke sige, at vejret gjorde det nemmere at være fysisk boghandel i december 2010, hvor julesalget skulle forsøge at rette op på et omsætningsmæssigt ret sløjt år.Særligt...

Julesalget 2010 var mange steder generet af vejret, og de omsætningsmæssige resultater varierede stærkt fra sted til sted, mens bogsalget over nettet steg kraftigt
Af Jannik Lunn

Man kan ikke sige, at vejret gjorde det nemmere at være fysisk boghandel i december 2010, hvor julesalget skulle forsøge at rette op på et omsætningsmæssigt ret sløjt år.

Særligt vanskeligt var det på Bornholm, der totalt druknede i sne op til jul. Hos William Dam Bog & idé i Rønne vil Peter Dam Povlsen ikke ud med tal på juleomsætningen, men som han grinende siger: »Der er ingen tvivl om, at vi får nogle meget høje indekstal, når vi skal se på julesalget 2011.«

Direktør Lars Østergaard, Indeks Retail, siger, at to af Hedensted-kæderne, Bog & idé og Bøger og Papir, samlet klarede sig pænt med en lille fremgang, og det samme gjaldt hele året. »Væksten skyldtes andre varer, men vi glæder os over, at bøgerne har holdt status quo, og at de sidste års tilbagegang er stoppet.

Men det var en underlig julehandel, som kom meget sent i gang. Egentlig begyndte det meget godt i november, men så kom sneen og satte salget i stå. Og da der igen kom gang i salget, koncentrerede det sig meget om de sidste ti dage inden jul, hvilket satte ekstra pres på branchens logistiske systemer, som blev vanskelige at indfri.«

Når Lars Østergaard udtaler sig om de to kæder samlet, lægger han ikke skjul på, at der var meget store forskelle fra butik til butik, og at specielt de store centre havde en forrygende julehandel. BOGhandleren, som Lars Østergaard også er kædechef for, lå omsætningsmæssigt en smule efter 2009, »bl.a. fordi denne kæde ikke havde centerbutikkerne til at opveje vejrsituationen.«

Adm. direktør Helle Busck Fensvig, Arnold Busck, oplyser, at hendes opfattelse er, at julesalget lå lidt over sidste års niveau, uden at man af den grund har armene i vejret. »For vi skal jo ikke glemme, at 2009 ikke var noget særlig godt år. Det var meget forskelligt, hvordan det gik fra butik til butik, og det skyldtes ikke mindst vejret.

Det kunne vi se allerede fra slutningen af november, og vi kunne så at sige følge, hvor snebygerne kom, når vi kiggede på den daglige omsætning.« Helle Busck Fensvig siger, at omsætningen i bøger lå lidt under året før, »men så er det jo godt, at der er andre varer, som kan trække resultatet op.«

Da Arnold Buscks regnskabsår går frem til 1. april, vil man vente med at udtale sig om hele året til den tid, men Helle Busck Fensvig siger, at tendensen er den samme, at bøger ligger lidt under, mens salget af andre varer er steget. På spørgsmålet om, hvordan hovedafdelingen i Købmagergade har klaret sig med øget konkurrence, siger Helle Busck Fensvig: »Det ville være arrogant af mig at sige, at vi ikke kunne mærke det, men det har ikke været så markant, som vi kunne frygte, og så opvejes det også af, at der bliver skærpet fokus på Købmagergade som et sted, man køber bøger.«

Hvor man mange steder var tilfreds med blot at holde omsætningen fra året før, så gjaldt det ikke for Politikens Boghal på Rådhuspladsen i København. I 2009 var indekstallet for hele året 106, mens det i 2010 var 104,6, og der var igen i år fremgang i december, dog ikke så stort som året før, hvor indekstallet var 122.

I 2010 var indekstallet 108,4, hvilket dog også er ganske imponerende, når man tager i betragtning, at en stor del af bøgerne sælges med 20 % rabat til de mange kunder med Politiken Plus-kort. »Trebinds fotoværket Herfra hvor vi står var én, vi solgte mange af,« siger Eva Mortensen, der også var imponeret over salget af Victor Klemperers LTI – Lingua Tertii Imperii.

»Vi havde på forhånd kun købt tre eksemplarer, men jeg tror, vi solgte omkring 300 af den. Til gengæld var det skuffende, at store sællerter som Meyers Almanak og NOMA blev udsolgt. Her sagde vi nej rigtig mange gange, og det samme var tilfældet med Mette Blomsterberg, som nåede at blive udsolgt flere gange, men alt i alt må jeg nok sige, at vi lå vandret, så travlt havde vi det op til jul.«

En anden boghandler, som også er aldeles tilfreds, er Michael Lundgaard fra Illums, som havde en pæn fremgang i december, uden at han dog ønsker at sætte tal på. »Det gik faktisk så godt, at vi vandt Illums interne indeks-konkurrence. Og det bedste var, at salget var meget bredt.

Eneste minus ved et rigtig godt julesalg er, at returen er tilsvarende stor, og der er kun få, der bytter til andre bøger. Langt de fleste vil have pengene retur, og det kan de få frem til 23. januar, uden at vi dog af den grund nærmer os den røde zone.« Om hele året siger Michael Lundgaard, at der var nogle sommermåneder, som var lidt mere døde end ellers, men at det blev hentet ind i de sidste måneder. »Så det ser ud til, at budgettet bliver hevet hjem, og det er godt, for vi kan nemt få et vanskeligt forår, når Købmagergade bliver flået op i de næste måneder.«

Kæmpe stigning i bogsalget på nettet
Hvis boghandlersalget i 2010 og op til jul var skuffende, så ligger lidt af forklaringen nok i det stærkt stigende internetsalg. Jørgen Balle Olesen hos SAXO havde en stigning i decemberomsætningen på 25 % i forhold til året før, og året som helhed viste en stigning på næsten 30 %. Her var den samlede omsætning på 130 mio. kr. mod 102 mio. året før.

»Det skyldes bl.a. et stærkt øget salg af studiebøger. Desuden har vi gjort mere ud af B2B både til det private og det offentlige marked, og det er et sted, hvor vi regner med yderligere vækst fremover.«

Jørgen Balle Olesen siger, at bestsellerne kun udgør omkring en femtedel af omsætningen, »og det er ikke her, vi tjener pengene. Med rabatter på ofte 30-40 % betragter vi mest det salg som en slags markedsføringsudgifter i lighed med supermarkedernes salg af øl til under indkøbspris.« SAXO kommer ifølge Jørgen Balle Olesen ud med sorte tal i år. »Vi har et plus i overkanten af tre mio. kr., og det er meget bedre end sidste år, hvor der dels var problemer med logistikken, og hvor vi havde meget store markedsføringsudgifter.«

Også i 2011 forventer man hos SAXO en stor vækst, og for at understøtte denne udvikling har man netop styrket organisationen med en økonomidirektør og en markedsdirektør.

Dansk Supermarked, som sælger bøger i kæderne Føtex, Netto, Bilka, Bilka.dk og A til Z, har ifølge produktchef for bøger, Charlotte Thyberg, haft en vækst over hele året på et tocifret tal, uden at hun vil konkretisere det nærmere, ud over at væksten var størst hos Føtex. »Julesalget var også rigtig godt, men det kan jeg endnu ikke sætte tal på,« siger Charlotte Thyberg.

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere