BogMarkedet bag undersøgelse af ytringsfrihed og censur

I et samarbejde med de to forfatterforeninger bliver forfattere, oversættere og illustratorer bedt om at svare på en række spørgsmål om ytringsfrihed, censur og selvcensur.

   
Hvor tit oplever danske forfattere, oversættere og illustratorer, at de udsættes for forsøg på censur – f.eks. ved at en virksomhed eller organisation forsøger at få fjernet kritiske passager fra en fagbog? Oplever de, at de holder igen med at ytre sig offentligt – f.eks. af angst for at få smidt grove, sexistiske kommentarer i hovedet? Og hvad med ytringsfriheden, som vi i disse år diskuterer intenst – først og fremmest i forhold til at krænke andres religiøse følelser, men i stigende grad også i forhold til mange andre emner og grupper i samfundet?
Disse og andre spørgsmål omkring ytringsfrihed, censur og selvcensur bliver danske forfattere, oversættere og illustratorer nu bedt om at svare på i en omfattende undersøgelse, som BogMarkedet gennemfører i samarbejde med Dansk Forfatterforening og Danske skønlitterære Forfattere. Der er mulighed for at uddybe svarene med kommentarer undervejs, og undersøgelsen gennemføres anonymt, så det ikke er muligt for nogen at se, hvem der har svaret hvad.
Alle undersøgelsens spørgsmål kan læses her.
Undersøgelsen afsluttes mandag den 7. december kl. 23.59.
 
Så mange svar som muligt
I dag, mandag, modtager medlemmer af de to foreninger en mail med et link til undersøgelsen, som de bliver bedt om at svare på i løbet af de næste syv dage. Samtidigt har en række af de større forlag sagt ja til at sende en tilsvarende mail til de forfattere oversættere og illustratorer, der er tilknyttet forlaget, men som måske ikke er medlem af en af de to foreninger.
Folk fra disse faggrupper kan også selv tilmelde sig undersøgelsen. Kravet er blot, at de ved hjælp af et link til det relevante opslag på www.bibliotek.dk skal kunne dokumentere, at de har udgivet, oversat eller illustreret mindst 1 bog, som findes på et dansk bibliotek. Dokumentationen skal sendes til tanja@bogmarkedet.dk. Efterfølgende vil de pågældende få sendt et link med adgang til undersøgelsen.
Vi er klar over, at denne afgrænsning udelukker visse selvudgivere, men det har været nødvendigt at lave en entydig afgrænsning af, hvem der kan deltage i undersøgelsen, som både var nem at dokumentere og kontrollere.
 
Kritik af tidligere undersøgelse
Baggrunden for undersøgelsen er, at der var kraftig kritik af den undersøgelse, Ugebrevet A4 gennemførte tidligere på efteråret, blandt andet af en række førende medlemmer af Dansk Forfatterforening. Foreningens formand, Jakob Vedelsby, skrev f.eks. til medlemmerne, at de kunne risikere at ”blive taget til indtægt for en forståelse af selvcensur og problemerne omkring den, som du måske ikke nødvendigvis deler”. Undersøgelsen blev boykottet eller saboteret af så mange forfattere, at svarene ikke var repræsentative – og Dansk Forfatterforening blev efterfølgende kritiseret i flere medier og beskyldt for ikke at ville forholde sig til problemkomplekset.
BogMarkedet kontaktede efterfølgende Jakob Vedelsby og foreslog, at Dansk Forfatterforening og BogMarkedet i fællesskab skulle stå bag en undersøgelse, der kommer nuanceret rundt om alle aspekter, og som foreningen ville opfordre sine medlemmer til at deltage i. Det var Dansk Forfatterforening straks med på, og kort efter tilsluttede Danske skønlitterære Forfattere sig også undersøgelsen.
 

Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere