BogMarkedet har fået ny ejer

Det er med lige dele stolthed og begejstring, at jeg kan meddele, at jeg pr. 1. februar 2021 overtager ejerskabet af BogMarkedet.

Efter en kort forhandlingsproces er det lykkedes at sikre, at BogMarkedet kan fortsætte. Dermed videreføres et fagblad, som i 167 år har været nyhedsmediet for den danske bogbranche.

Selv stødte jeg første gang på BogMarkedet som entusiastisk, 20-årig boghandlerelev i Roses Bog & Idé, Frederiksund. De følgende 23 år har BogMarkedet været en selvfølgelig del af mit daglige virke som boghandler, bogansvarlig, bogladechef og ikke mindst som ejer af forlagskonsulentvirksomheden LICS, som jeg startede i 2018.

Jeg lever og ånder for bogbranchen. Jeg har arbejdet både i Gad, Arnold Busck, Bog & Idé og i en uafhængig boghandel. Nu er jeg så heldig at formidle bøger fra forlagene til boghandlerne.

Det er ingen hemmelighed, at BogMarkedet har været igennem et turbulent tiår. Det er mit stærke ønske at fastholde og videreføre BogMarkedets stolte tradition som bogbranchens fagblad. Nyheder om strømninger og tendenser, udgivelser, forlagsvirksomhed, boghandlere, trykkerier, distributører osv. vil fortsat være en fast bestanddel af BogMarkedets indhold.

Samtidig skal BogMarkedet fortsat kunne udvikle sig, være aktuelt, levende og vedkommende for alle branchens aktører og kunne nå helt ud i krogene.

Jesper Provstgaard Kristiansen, tidligere bogindkøber i Indeks Retail og nu chefkonsulent i LICS, bliver ansvarlig koordinator for BogMarkedets indhold. BogMarkedet vil desuden benytte en kreds af tilknyttede skribenter på freelancebasis, bestående af bl.a. journalister, forfattere og boghandlere, som vi er i fuld gang med at indgå aftaler med. BogMarkedet vil også trække på en del af de allerede tilknyttede skribenter.

Afgående redaktør Christen Bonde har været eminent til både at række ud til, skabe og tage imod bidrag fra alle branchens aktører, en stor tak skal lyde for det! Den dynamiske udveksling skal fortsat være rygraden i BogMarkedet.

”Jeg blev glad, da jeg hørte, at det ellers lukningstruede fagorgan vil leve videre med Kristian og Jesper i spidsen. Det er to meget kompetente og dygtige mennesker, der begge har et stort brancheoverblik og masser af god energi,” udtaler Christen Bonde.

BogMarkedet har også brug for jer! Vi håber at I, som bogbranchens aktører fortsat, og måske i endnu højere grad, vil rette henvendelse til os med jeres indlæg eller ideer til aktuelle historier, vinkler og interviews.

Der er mere end 300 forlag og mere end 300 boghandlere i Danmark, og så er der alle forfatterne, læserne, redaktørerne, oversætterne, bibliotekarerne, bloggerne, trykkerne, arrangørerne og alle de andre bogelskende mennesker.

BogMarkedet skal være jeres!

Vi høres ved!

Kristian Sondt

Tlf. 24240531

 

 


Kommentarer

    • 25/01/2021
    • Kl. 10:10
    • Lotte Garbers
    Tillykke! Ræk ud, hvis du har gode ideer. Jeg glæder mig til at følge med.
    • 25/01/2021
    • Kl. 10:28
    • Nils Bjervig
    Dejligt at vide, at det gamle blad fortsætter. Jeg glæder mig til at se, hvordan I videreudvikler bogbranchens tidsskrift. Til lykke fra den gamle redaktør (2000-2011)
    • 25/01/2021
    • Kl. 11:21
    • Stine Lindhardt
    Velkommen til! Herligt, at I fortsat vil dække alle aspekter af bogmarkedet.
    • 27/01/2021
    • Kl. 11:50
    • Boghandlerforeningen
    Tillykke med det, Kristian. Og tak til Christen for et godt samarbejde i hans tids ved roret. Vi glæder os til fortsat at følge med og bidrage, hvor vi kan. Mvh. Bo
Du skal være logget ind for at kommentere