BogMarkedet skifter ansvarshavende redaktør

Efter to spændende og lærerige år på posten som redaktør på BogMarkedet er det nu tid til at give stafetten videre.

Fra den 1. marts 2018 skifter BogMarkedet redaktør. Jeg er blevet tilbudt anden stilling og overlader derfor roret til Christen Bonde, uddannet cand.mag. i Historie. Han har arbejdet freelance som journalist ved flere online og trykte medier, skrevet bøger og artikler samt været freelancer i en håndfuld år for et konsulentfirma, der betjente forskellige bogforlag m.m. Derudover har han haft fast stilling som redaktør og tekstforfatter ved et marketingfirma. Christen har fulgt bogbranchen fra sidelinjen i mange år, og vores opgaver har i løbet af februar overlappet hinanden, således at Christen fra 1. marts er klar til at overtage roret på BogMarkedet.

Det har været to spændende, travle og lærerige år som redaktør på BogMarkedet. Da jeg startede, var jeg nyuddannet fra Litteraturhistorie, uvidende om de problemstillinger, udfordringer, nye tiltag og ændringer branchen stod overfor – jeg blev hurtigt klogere. En stor tak skal lyde til de af jer, der tog sig tid til at sende gode råd, opfordringer til vinkler, tilbød assistance og gjorde opmærksom på aktuelle historier. Jeg håber, I fortsat vil sende pressetekster, historier, nyheder og notitser om særlige mærkedage til Christen.

BogMarkedet har siden 90’erne haft en presset økonomi – det er ingen hemmelighed, og et kig i arkivdatabasen viser, at vi i vores nuværende situation langt fra er de første, der oplever presset. Vi arbejder derfor på flere tiltag på øget rækkevidde. Flere af vores artikler, særligt vores gæsteartikler, er derfor åbne til deling for at skabe større synlighed hos den læsende befolkning. Vores nyhedsbrev bliver én gang om ugen sendt ud til en større gruppe modtagere, hvilket har øget synligheden med 200 %. Et tiltag inspireret af det svenske Bogtugg online bogmagasin. Den øgede synlighed og øgede trafik er særlig med henblik på annoncesalg. Er du som forlag, trykkeri, forfatter eller boghandler interesseret i flere tal, trafik, visninger m.m., er du altid velkommen til at kontakte BogMarkedet.

Det er ikke farvel – det er på gensyn. Jeg vil fortsat være at finde på diverse messer i løbet af året, dog i lidt andet regi end journalistik. Tak for mange gode snakke og historier gennem årene, vi snakkes ved!

Bedste hilsner Mie M. Bie


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere