Bogmarkedets bestsellerliste - Uge 18

Jo Nesbø er ikke til at vælte af pinden, men måske er der endelig kommet en titel, der kan true Nesbøs bestseller. Ugens højest placerede nyhed lander på en andenplads. Læs artiklen og se, hvilken bog, der truer Tørst.

I seks uger har BogMarkedet lavet bestsellerlister, der samler trådene fra alle de lister, som BogMarkedet har til rådighed. De sidste fire uger er det Jo Nesbøs Tørst, der solidt har været på toppen af listen, og som antydet i sidste uge, var der intet, der tydede på, at Næsbø skulle miste placeringen i denne uge. 

Selvom Jeffrey Archer vælter ind på en andenplads, så er der langt op til Jo Nesbø, og skulle Jeffrey Archer overtage førstepladsen i næste uge, kræver det i hvert fald, at der kommer point ind med en lydbogsudgave, og at Tørst mister pusten en smule. Tørst ligger helt eller lige omkring toppen på alle lister, og det er derfor svært at se, hvordan Jeffrey Archer skal tage førstepladsen allerede næste uge.

Som forudset taber Ligblomsten placeringer, men som debutant må Anne Mette Hancock og Lindhardt & Ringhoff være tilfredse. Det tager tid at bygge et stort kriminavn op, og med de flotte salgstal in mente, kunne man forestille sig, at Anne Mette Hancock fremover bliver en forfatter, der topper salgslisterne.  

Jeffrey Archers krønike om familien Clifton har godt fat i de danske læsere, og andet bind stryger således direkte ind på denne uges andenplads. Om seriens andet bind kan vriste førstepladsen ud af hænderne på Nesbø er straks mere tvivlsomt. Vi gætter på, at Nesbø tager minimum en uge mere på listens førsteplads.

Uge 17 Forfatter Titel Sidste uge Antal uger
1 Jo Nesbø Tørst 1 6
2 Jeffrey Archer Faderens Synder NY 1
3 Maria Gerhardt Transfervindue 4 6
4 Merete Pryds Folkets Skønhed 3 6
5 Anne Mette Hancock Ligblomsten 2 4
6 Julie Hastrup Mirakelmanden 5 5
7 Jussi Adler Olsen Selfies 8 3
8 Christian Mørk Kujonen 6 2
9 Naja Marie Aidt Har døden taget noget fra dig 7 6
10 Maria Helleberg Kvinderne fra Thy NY 1

Maria Gerhardts Der bor Hollywoodstjerner på vejen falder ud af listen efter fem uger. Det samme gør Katrine Marie Guldager, der lige var på kort visit i sidste uge. Endnu en "nyhed" i denne uge er Maria Hellebergs Kvinderne fra Thy, der har fået et salgsrevival den seneste uge og derved kigger ind på listens 10. plads. Vi gætter på, at det også bliver et kort visit. 

Lidt skuffende er det måske, at Kujonen af Christian Mørk allerede ser ud til at have toppet sin listeplacering.


Kommentarer

Du skal være logget ind for at kommentere